Endelig vedtagelse af Lokalplan 158 for et boligområde ved Hvidovre Allé

01-09-2026

Kommunalbestyrelsen har d. 25. august 2026 vedtaget Lokalplan 158 for et boligområde ved Hvidovre Allé endeligt.

Luftfoto af boligområdet ved Hvidovre Allé

Lokalplan 158 omfatter et område der er beliggende i den nordlige del af Hvidovre Kommune, nord for Hvidovre Torv. Området afgrænses mod vest af ejendomme der ligger ud til Hvidovrevej, mod nord af Landlystvej, mod øst af Harrestrup Å og mod syd af ejendomme ved Hvidovre Torv og Hvidovregade.

Lokalplanen har for det første til formål at muliggøre opførelse af enfamiliehus på adressen Hvidovrevej 87, samt at opdatere plangrundlaget for alle berørte ejendomme inden for lokalplansområdet. For det andet at fastholde områdets karakter med fritliggende enfamiliehuse og rækkehusbebyggelser med et grønt udtryk og levende hegn langs områdets veje. Endelig har lokalplanen til formål at tilskynde opførelse af boliger i mere end ét plan med henblik på at mindske det bebyggede areal, og derigennem sikre tilstrækkelige ubebyggede arealer til ophold og regnvandshåndtering.

Forslaget til lokalplanen var i offentlig høring i perioden fra den 27. marts til den 17. maj 2026. Der kom i alt to høringssvar i høringsperioden. Den 25. august 2026 vedtog Kommunalbestyrelsen lokalplanen uden ændringer.

Retsvirkninger

Efter planlovens § 18 må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold, der er i strid med lokalplanens bestemmelser, medmindre der meddeles dispensation til dette efter planlovens § 19. Eksisterende lovlig anvendelse kan dog fortsætte som hidtil, lige som allerede godkendte og lovlige bebyggelser fortsat er lovlige.

Klagevejledning, Planloven

Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet.

Klagen skal være modtaget i Klageportalen inden fire uger efter lokalplanens bekendtgørelse, og det vil sige, at den skal indgives inden den 29. september 2026.

Du klager via Klageportalen, som du finder via www.naevneneshus.dk, www.borger.dk eller www.virk.dk. Klager til Planklagenævnet skal indgives via klageportalen inden for klagefristen. Klager sendt via e-mail eller brev bliver afvist. I særlige tilfælde kan du dog blive fritaget for at bruge klageportalen – se nedenfor.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Hvidovre Kommune.

I forbindelse med indgivelse af en klage skal kommunen vurdere, om man ønsker at genoptage sin egen afgørelse. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, så videresendes din klage til Planklagenævnet. Du får besked om videresendelsen.

Du skal betale et gebyr til Planklagenævnet på 900 kr. for borgere og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Du får i den forbindelse en e-mail med et betalingslink. Det er muligt at videresende en betalingsanmodning fra klageportalen. Anmodningen kan f.eks. sendes til eget bogholderi eller videre til betaling hos en anden.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Hvidovre Kommune. Hvidovre Kommune videresender herefter din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på www.naevneneshus.dk.

 

Eventuel domstolsprøvelse

Hvis du vil have afgørelsen behandlet af en domstol, skal søgsmål til prøvelse af afgørelsen være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er offentligt bekendtgjort.

Info

Type Offentlig bekendtgørelse
Klagefrist 29. september 2026