Endelig vedtagelse af Lokalplan 242 for sportshal ved Risbjergskolen

04-03-2026

Kommunalbestyrelsen har d. 24. februar 2026 vedtaget Lokalplan 242 for sportshal ved Risbjergskolen endeligt.

Lokalplan 242 omfatter Risbjergskolens bygninger og udendørs arealer.

Formålet med lokalplanen er at muliggøre opførelsen af en ny sportshal i tilknytning til skolen, at bevare og videreføre de bærende arkitektoniske træk ved den eksisterende skolebebyggelse og dens udearealer, ved at udpege bevaringsværdige bygninger og beplantning, samt at imødekomme udfordringer med oversvømmelse fra regnvand.

Forslaget til lokalplanen var i offentlig høring i perioden fra den 4. november 2025 til den 7. december 2025. Der kom i alt 8 høringssvar i høringsperioden.

Vedtagne ændringer

I forbindelse med den endelige vedtagelse af lokalplanen blev der foretaget følgende ændringer:

  • Der indsættes et afsnit i lokalplanens redegørelse, der nærmere belyser hallens tiltænkte funktion og anvendelse.
  • I § 5.3 ændres ordlyden til:

”Bygningshøjden må ikke overstige 13 meter.

I byggefeltet, som er vist på planbilag 2, må bygningshøjden ikke overstige 10 meter.

Bygningshøjden måles fra fastlagt niveauplan.

Skorstene og antenner er ikke omfattet af højdebegrænsningen.”

  • I § 5.5 ændres ordlyden til:

’’Den nye hal må kun placeres inden for det byggefelt, som er vist på planbilag 2.

Sekundær bebyggelse som f.eks. affalds- og redskabsskure, cykelskure, drivhuse, overdækninger, transformerstationer, teknikkabiner og lignende anlæg, legepladser, multibaner mv. må opføres uden for byggefeltet, dog med en minimumsafstand på 5 meter til naboskel, som vist på planbilag 3.’’

  • I § 5.7 ændres ordlyden til:

’’Udendørs boldbaner eller lignende sportsarealer, hvis omtrentlige placering er vist i principperne på planbilag 3, skal friholdes for bygninger.’’

  • I § 8.6 ændres ordlyden til:

”Uanset § 8.5 må der udføres terrænreguleringer i form af beplantede bakker eller jordvolde op til henholdsvis + 0,75 meter og + 1,5 meter i forhold til det eksisterende terræn inden for zonerne til øget terrænregulering, som er vist på planbilag 3.”

Samtidig ændres planbilag 3, således at en ny zone til terrænregulering op til + 0,75 meter fremgår.

  • I § 8.12 ændres ordlyden til:

”Udendørs belysning må kun udformes som pullerter, væglamper eller parklamper. Lyset skal være nedadrettet og afskærmet, så det ikke blænder.”

  • Afsnittet ”Udearealer og klimatilpasning” i lokalplanens redegørelse opdateres, så det tydeligt afspejler kravene til vandhåndteringsløsninger jf. § 8.1 og § 8.2.

Retsvirkninger

Efter planlovens § 18 må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold, der er i strid med lokalplanens bestemmelser, medmindre der meddeles dispensation til dette efter planlovens § 19. Eksisterende lovlig anvendelse kan dog fortsætte som hidtil, lige som allerede godkendte og lovlige bebyggelser fortsat er lovlige.

Klagevejledning, Planloven

Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet.

Klagen skal være modtaget i Klageportalen inden fire uger efter lokalplanens bekendtgørelse, og det vil sige, at den skal indgives inden den 1. april 2026.

Du klager via Klageportalen, som du finder via www.naevneneshus.dk, www.borger.dk eller www.virk.dk. Klager til Planklagenævnet skal indgives via klageportalen inden for klagefristen. Klager sendt via e-mail eller brev bliver afvist. I særlige tilfælde kan du dog blive fritaget for at bruge klageportalen – se nedenfor.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Hvidovre Kommune.

I forbindelse med indgivelse af en klage skal kommunen vurdere, om man ønsker at genoptage sin egen afgørelse. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, så videresendes din klage til Planklagenævnet. Du får besked om videresendelsen.

Du skal betale et gebyr til Planklagenævnet på 900 kr. for borgere og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Du får i den forbindelse en e-mail med et betalingslink. Det er muligt at videresende en betalingsanmodning fra klageportalen. Anmodningen kan f.eks. sendes til eget bogholderi eller videre til betaling hos en anden.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Hvidovre Kommune. Hvidovre Kommune videresender herefter din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på www.naevneneshus.dk.

Eventuel domstolsprøvelse

Hvis du vil have afgørelsen behandlet af en domstol, skal søgsmål til prøvelse af afgørelsen være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er offentligt bekendtgjort.

Info

Type Offentlig bekendtgørelse
Klagefrist 1. april 2026