Hvidovre Kommune meddeler hermed dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, til etablering af midlertidige arbejdsarealer og oplagsplads samt flere permanente anlægsarbejder herunder renovering af rørledninger med udløb til Fæstningskanalen, etablering af regnvandsbassin RVB3 og ny vejbane og støjskærme. Dispensationen er meddelt med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2.
Dispensationen vedrører udelukkede fortidsmindebeskyttelseslinjen. Det er ansøgers ansvar at opnå alle øvrige nødvendige tilladelser.
Det er et vilkår for dispensationen, at terrænet i alle de midlertidige arbejdsområder, der påvirkes af anlægsarbejderne, bringes tilbage til deres oprindelige stand inden afslutningen af projektet.
Fra den dato, hvor afgørelsen bliver offentliggjort, vil der være en klagefrist på fire uger. Dispensationen må først udnyttes, når klagefristen er udløbet.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden for tre år fra datoen for offentliggørelsen, jævnfør naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Dispensationen vedrører ikke andre nødvendige tilladelser som f.eks. byggetilladelse. Disse skal behandles og afgøres særskilt.
Begrundelse
Hvidovre Kommune har i sin behandling af sagen lagt vægt på,
- At de planlagte anlægsarbejder samlet set kun i begrænset omfang vil påvirke Vestvoldens funktion, anvendelse og kulturhistoriske oplevelsesværdi, idet fortidsmindet fortsat vil fremstå intakt og være tilgængeligt for rekreativ brug.
- At de midlertidige arbejder i form af rørrenovering, udskiftning af ledninger og etablering af arbejdsarealer kun medfører kortvarige gener, og at arealerne reetableres efter endt arbejde.
- At selvom etablering af regnvandsbassin, udvidelse af motorvejen og opsætning af støjskærme ændrer ind- og udsyn til fortidsmindet, vurderes disse ændringer ikke at påvirke den kulturhistoriske oplevelse af Vestvolden væsentligt under indtryk af beliggenheden op til motorvejsanlægget.
- At projektet samlet set indebærer en væsentlig samfundsmæssig nytteværdi i form af forbedret fremkommelighed og betydelig støjreduktion for brugere af Vestvolden og beboere i området.
Kommunen har på den baggrund vurderet, at de ansøgte aktiviteter ikke i væsentlig grad vil forringe oplevelsen af fortidsmindet eller begrænse offentlighedens adgang, og at der derfor kan meddeles dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2.
Lovgrundlag
Ansøgningen om dispensation berører et område, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 18. Denne bestemmelse fastlægger, at der ikke må foretages ændring i tilstanden af arealet inden for 100 m fra fortidsminder, der er beskyttet efter bestemmelserne i museumsloven. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende.
Formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer. Både den generelle betydning af fortidsminderne i landskabsbilledet, indsyn til og udsyn fra fortidsminderne skal sikres med bestemmelsen. Samtidig skal bestemmelsen sikre de arkæologiske lag i området omkring fortidsminderne, idet der ofte er særligt mange kulturhistoriske levn i områderne tæt ved de fredede fortidsminder.
Klagevejledning
- adressaten for afgørelsen,
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- offentlige myndigheder,
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Klage over denne afgørelse kan i henhold til § 6, stk. 2 i lov om udbygning af E20 Amagermotorvejen ske til Transportministeren.
Klagefristen udløber 4 uger efter datoen, hvor afgørelsen annonceres på Hvidovre Kommunes hjemmeside.
Klagen skal sendes til plan@hvidovre.dk eller som brev til Center for Plan og Miljø, Hvidovrevej 278, 2650 Hvidovre.
Hvis klagen ikke giver Hvidovre Kommune anledning til at ændre afgørelsen, sender kommunen klagen til Transportministeriet, Frederiksholms Kanal 27, 1220 København K eller trm@trm.dk, snarest og som udgangspunkt senest 3 uger efter modtagelsen af klagen i Hvidovre Kommune.