Endelig vedtagelse af Lokalplan 153 for boligområdet mellem Planteheldvej og Femagervej

19-01-2026

Kommunalbestyrelsen har d. 16. december 2025 vedtaget Lokalplan 153 for boligområdet mellem Planteheldvej og Femagervej. Der er i forbindelse med vedtagelsen foretaget ændringer i lokalplanen i forhold til det forslag, der var i offentlig høring i perioden fra den 1. september til den 30. september 2025

Luftfoto af området omkring Planteheldvej og Femagervej

Lokalplan 153 omfatter boligområdet mellem Planteheldvej og Femagervej, der ligger i den nordlige del af Hvidovre Kommune. Lokalplansområdet afgrænses mod nord af rækkehusene ved Kløverprisvej, mod øst af Planteheld, mod syd af villaerne ved Landlystvej, og mod vest af Femagervej.

Lokalplanen har til formål at skabe et samlet plangrundlag for området og derved strømline nuværende bestemmelser og aflyse eksisterende servitutter. Hensigten er både at skabe nye byggemuligheder på ejendommene og at sikre områdets og bebyggelsernes kvaliteter og bevaringsværdier.

Forslaget til Lokalplan 153 var fremlagt i offentlig høring i perioden fra den 1. september til den 30. september 2025. I løbet af høringsperioden er der kommet syv høringssvar til lokalplansforslaget.

Vedtagne ændringer

I forbindelse med den endelige vedtagelse af lokalplanen blev der foretaget fire ændringer af lokalplansforslaget, der omfatter:

  • Ordene ”og tæt-lav boligbebyggelse” udgår af § 3.1.
  • Lokalplanens § 5.7 ændres til: ”I delområde 6 må der ikke opføres yderligere bebyggelse. Undtaget herfor er udhus/skur, overdækning til transportmidler, drivhus, legehus samt kviste. Udendørs hævede opholdsarealer må placeres langs facader mod vej og mod baghave. Mod vej må udendørs hævede opholdsarealer bygges op til naboskel hvor rækkehuse er bygget sammen maksimalt 4 m fra oprindelig bebyggelse som vist på Planbilag 2. Mod baghave skal udendørs hævede opholdsarealer placeres minimum 2,5 m fra naboskel maksimalt 3 m fra facaden på oprindelig bebyggelse som vist på Planbilag 2. Udendørs hævede opholdsarealer må ikke overdækkes.”
  • Lokalplanens § 6.7 får en tilføjet note: ”Den samlede bredde af kviste på tagfladen må ikke overstige halvdelen af tagfladens bredde. Hvis kvistene fylder mere end dette, kan tagetagen blive klassificeret som en fuld etage.”
  • Lokalplanens § 6.20, vedrørende bevaring af skorstene i delområde 5 udgår.
  • Lokalplanens § 6.28 (nu 6.27) ændres til: ”Kviste i tagflader skal placeres symmetrisk for midteraksen i det enkelte rækkehus. Kvistes udvendige bredde må ikke være større end 1,5 m. Kviste skal placeres minimum 1 m fra ydervæg, minimum 0,5 m fra tagryg, og minimum 0,5 m fra skel. Kviste skal udføres med flunker og saddeltag. Der må for hver ejendom højst opsættes to kviste i hver tagflade.”
  • Følgende tekst bliver tilføjet i § 7.5: ”Skorstenen skal bevares med oprindelig højde og placering og skal fastholdes i røde tegl.”
  • Ordlyden i § 7.8 og § 7.9 ændres til ”Skorstene skal bevares med oprindelig højde og placering og skal fastholdes i gule tegl.”

Retsvirkninger

Efter planlovens § 18 må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold, der er i strid med lokalplanens bestemmelser, medmindre der meddeles dispensation til dette efter planlovens § 19. Eksisterende lovlig anvendelse kan dog fortsætte som hidtil, lige som allerede godkendte og lovlige bebyggelser fortsat er lovlige.

Klagevejledning, Planloven

Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet.

Klagen skal være modtaget i Klageportalen inden fire uger efter lokalplanens bekendtgørelse, og det vil sige, at den skal indgives inden den 16. februar 2026.

Du klager via Klageportalen, som du finder via www.naevneneshus.dk, www.borger.dk eller www.virk.dk. Klager til Planklagenævnet skal indgives via klageportalen inden for klagefristen. Klager sendt via e-mail eller brev bliver afvist. I særlige tilfælde kan du dog blive fritaget for at bruge klageportalen – se nedenfor.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Hvidovre Kommune.

I forbindelse med indgivelse af en klage skal kommunen vurdere, om man ønsker at genoptage sin egen afgørelse. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, så videresendes din klage til Planklagenævnet. Du får besked om videresendelsen.

Du skal betale et gebyr til Planklagenævnet på 900 kr. for borgere og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Du får i den forbindelse en e-mail med et betalingslink. Det er muligt at videresende en betalingsanmodning fra klageportalen. Anmodningen kan f.eks. sendes til eget bogholderi eller videre til betaling hos en anden.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Hvidovre Kommune. Hvidovre Kommune videresender herefter din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på www.naevneneshus.dk

Eventuel domstolsprøvelse

Hvis du vil have afgørelsen behandlet af en domstol, skal søgsmål til prøvelse af afgørelsen være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er offentligt bekendtgjort.

Info

Type Offentlig bekendtgørelse
Klagefrist 16. februar 2026