Forslag til Tillæg nr. 6 til Kommuneplan 2021 for Svend Aagesens Alle 10 og Immerkær 42

27-01-2025

Kommunalbestyrelsen har den 26. november 2024 besluttet at sende forslag til Tillæg nr. 6 til Kommuneplan 2021 for Svend Aagesens Alle 10 og Immerkær 42 i offentlig høring fra den 2. december 2024 til den 27. januar 2025.

Tillæggets formål og indhold

Som forudsætning for at kunne vedtage forslag til Lokalplan 155 for byudviklingsområdet Svend Aagesens Alle 10 og eventuelt en efterfølgende Lokalplan 156 for byudviklingsområdet ved Immerkær 42, er der udarbejdet et forslag til Tillæg nr. 6 til Kommuneplan 2021

I Kommuneplan 2021 er området omfattet af rammeområde 1B20, hvor der gælder en bebyggelsesprocent på maksimalt 60 og et maksimalt etageantal på tre.

Med Tillæg nr. 6 til Kommuneplan 2021 øges byggemulighederne for området, så der kan planlægges for bebyggelse i op til fire etager og med en maksimal bebyggelsesprocent på 125. Den maksimale bygningshøjde vil fortsat være 15 m. De eksisterende anvendelsesmuligheder for ramme 1B20 videreføres uden ændringer. 

Du finder forslag til Tillæg nr. 6 længere nede på denne side. 

Høringsperiode

Forslag til Tillæg nr. 6 vil være i offentlig høring i perioden fra den 2. december 2024 til den 27. januar 2025.

Vi vil gerne høre, hvad du mener om forslaget. Du har mulighed for at komme med bemærkninger, ændringsforslag, indsigelser mv. frem til høringsperiodens afslutning. Dine bemærkninger vil indgå i Kommunalbestyrelsens endelige behandling af planforslagene.

Du bedes sende dit høringssvar nederst på denne side.

Du kan også sende et brev til følgende adresse:

Hvidovre Kommune,
Center for Plan og Miljø,
Hvidovrevej 278,
2650 Hvidovre

Vi skal have dine bemærkninger til forslag til Tillæg nr. 6 senest den 27. januar 2025. 

Retsvirkninger for kommuneplanen

Efter § 12, stk. 2, kan Kommunalbestyrelsen inden for byzoner modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen. 

Efter § 12, stk. 3, kan Kommunalbestyrelsen inden for byzoner og sommerhusområder modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen, er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt. Forbud kan endvidere ikke nedlægges, hvis bebyggelsen eller anvendelsen allerede er tilladt eller i øvrigt er lovligt etableret, herunder efter anden lovgivning. 

Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) stiller i visse tilfælde krav om, at der skal laves en miljøvurdering af den pågældende plan.

I forbindelse med udarbejdelsen af forslaget til Tillæg nr. 6 til Kommuneplan 2021 har administrationen, efter miljøvurderingslovens § 10 vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering, jf. § 8, stk. 1 og 2. Det skyldes, at lokalplanen fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og muliggør ændringer, der ikke forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Klagevejledning til klage over miljøscreening efter planloven

Efter lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) § 48, stk. 1, kan afgørelser efter § 10 om ikke at udarbejde en miljøvurdering af en plan påklages efter de regler herom, der er fastsat i den lovgivning, som planen eller programmet udarbejdes i henhold til, i dette tilfælde planloven.

Afgørelsen kan derfor påklages til Planklagenævnet. Eventuel klage skal indgives ved brug af Klageportalen via borger.dk eller virk.dk. Klagen skal være indgivet inden fire uger efter modtagelse af afgørelsen. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.

Vejledning til Klageportal og gebyrordning findes på Nævnenes Hus´ hjemmeside. Gebyret er aktuelt 900 kr. for private og 1.800 kr. for virksomheder. Gebyret tilbagebetales hvis klagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves, hvis du får helt eller delvis medhold i din klage, eller hvis klagen afvises som følge af overskredet klagefrist, manglende klageberettigelse, eller fordi klagen ikke er omfattet af Planklagenævnets kompetence.

Eventuel domstolsprøvelse

Hvis du vil have afgørelsen behandlet af en domstol, skal søgsmål til prøvelse af afgørelsen være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er medoffentligt bekendtgjort.

Info

Type Høring
Høringsperiode 2. december 2024 - 27. januar 2025
Frist for høringssvar 27. januar 2025