Offentlig høring af udkast til Hvidovre Kommunes planstrategi – Hvidovrestrategien

21-08-2024

Hvad mener du om kommunalbestyrelsens strategi for udviklingen af Hvidovre?

Hvidovres kommunalbestyrelsen besluttede den 28. maj 2024 at fremlægge udkast til kommunens kommende planstrategi i offentlig høring. Planstrategien skal invitere til debat og sætte retning på Hvidovres udvikling.

Med udkast til Hvidovrestrategien lægges der op til en delvis revision af kommuneplanen.

Hvidovrestrategien er i høring i perioden 30. maj til 22. august 2024. Herefter vil kommunen tage endelig stilling til strategien.

Du kan læse udkastet til Hvidovrestrategien og indsende dit høringssvar her på siden.

Info

Høringssvar 2

Relaterede Materialer

Høringssvar

Sejer Bjørn | 12-08-2024 11:33:01
Beringgårdsvej 69
2650 Hvidovre

Input til ambitionerne for velfærd, fællesskaber og byudvikling

Ad Ambition 2 og 7: Såvel nye som eksisterende almennyttige boliger bør indrettes, således at borgerne i Hvidovre kan blive så længe i egne hjem som ønsket og uden at opleve ufrivillig ensomhed og isolation. Renovering af lejeboliger (f.eks. med etablering af elevatorer og fjernelse af dørtrin) og nybyggeri bør således udføres med nye tanker for boligformer og bofællesskaber. Ad Ambition 4: Med henblik på at opfylde denne ambition i f.t. de frivillige foreningers bidrag til aktivt medborgerskab i Hvidovre (herunder at modvirke ensomhed og højne trivsel) bør der oprettes og etableres et egentligt frivilligcenter med kontor-/kontaktcenter- og mødefaciliteter til frivillige foreninger og fællesskaber. Frivilligcentret bør styres og ledes af en bestyrelse sammensat og valgt af de frivillige foreninger og med en daglig ledelse bestående af frivillige udpeget af bestyrelsen. Frivilligcentret skal bidrage til samarbejde, sparring og inspiration i f.t. de frivillige foreningers og fællesskabers sociale og kulturelle samværs- og aktivitetstilbud i Hvidovre. Ad Ambition 4 og 6: Med henblik på at skabe et byrum, der tilgodeser borgernes mentale og fysiske sundhed og dermed borgernes mulighed for at deltage i fællesskaber, bør der planlægges med at ændre området omkring Hvidovre Torv, Hvidovre Rådhus/Kulturhus Rigsbjerggård/Kometen og Frihedens Butikscenter/Strandmarkens Fritidscenter. Hvidovrevej bør ved Hvidovre Torv gøres til sivegade for personbiler og busser med mulighed for etablering af gågade i f.m. sociale og kulturelle arrangementer og til gågade ved Hvidovre Rådhus/ Kulturhus Rigsbjerggård/Kometen. Ved området omring Frihedens Butikscenter/Strandmarkens Fritidscenter bør der indføres en hastighedsbegrænsning på 30 km/t på Strandmarksvej/Hvidovre Enghavevej og Hvidovrevej fra Gammel Køge Landevej af hensyn til fodgængere og cyklister, der skal krydse de pågældende færdselsåre.
Liselotte | 07-06-2024 15:23:02

Jen Gehl i Hvidovre

Jan Gehl er en dansk arkitekt og byplanlægger med fokus på analyse af og forbedring af byrum, bl.a. mht trafikerede byrum. Vores Hvidovre kommune i god forandring kunne bruge inputs fra Jan Gehl til videreudvikling af de gode, spæde tiltag med forsigtige trafikchikaner med vilde blomster på Hvidovrevej o.a. Det ville være en god og langsigtet investering, der ville sætte Hvidovre i fokus på den bedste måde og videreudvikle den flotte arkitektoniske tradition i Hvidovre, der ligger i Bredahlsparken, Sprechelsens katolske kirke ( ham med den nye triumfbue i Paris)osv osv. Til inspiration kunne man se Ane Cordsens gode portræt af jan Gehl på DR2