De seneste to års budgetaftaler i Hvidovre Kommune er indgået af brede flertal i kommunalbestyrelsen, og nu er der endnu engang indgået en bred aftale om kommunens budget for de kommende år. Syv ud af otte partier i Kommunalbestyrelsen er med i aftalen, og det var SF, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Hvidovrelisten, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, der om aftenen den 14. september satte deres underskrifter på budgetaftalen for 2027-2030.
Aftalen bygger i det væsentlige videre på det fundament, der er blevet lagt med de to foregående års budgetter. Med udgangspunkt i visionen ”Hvidovrestrategien” og ved hjælp af langsigtede investeringer, effektiviseringer og flere indtægter til kommunen vil Kommunalbestyrelsen fastholde og styrke velfærden særligt for børn, unge og ældre og samtidig sikre økonomisk balance.
”Jeg er glad for, at et stort flertal i Kommunalbestyrelsen igen har fundet fælles fodslag og landet en bred budgetaftale på tværs af partier. Det er en aftale, som fortsætter ad de gode solide spor, en enig kommunalbestyrelse lagde for Hvidovres fremtid for to år siden. Aftalen viser, at der er et ønske i kommunalbestyrelsen om at stå sammen om at løfte det mandat, som vælgerne på tværs af politisk overbevisning har givet hos. Partierne bag den nye budgetaftale fortsætter den gode udvikling, som allerede er i gang i Hvidovre, og så er der kommet nogle få men fine nye initiativer med, som vil få en positiv betydning for både små og store i vores by”, siger borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen.
Han sender samtidig en tak til de borgere, kommunalt ansatte, råd, nævn og bestyrelser, der i løbet af arbejdet med kommunens budget for 2027 er kommet med input og høringssvar.
”Det ses i budgetaftalen, at den er skabt i fællesskab og på tværs – at der er tænkt rundt om mange forskellige emner og fra flere forskellige vinkler, og det ser jeg som en styrke. Vi står med en budgetaftale, der i virkeligheden har noget at sige og give til alle, der bor i Hvidovre”, pointerer han.
Med budgetaftalen for 2027-2030 sætter Kommunalbestyrelsen bl.a. penge af til:
- Mulighed for deltidspasning af børn i dagtilbud
- En tryg og rolig skolestart i direkte forlængelse af dagtilbud – børn skal ikke i SFO som optakt til skolestart.
- Bedre rammer til studerende, der er under uddannelse til fx pædagog i kommunens dagtilbud
- Et tværgående opgave-udvalg, der skal arbejde med børns og unges trivsel
- Hvidovre Familiehus som permanent tilbud til familier, børn og unge
- ECHO - er et musik- og kulturtilbud til unge mellem 14 og 24 år
- En analyse af behovet og mulighederne for at skaffe flere plejehjemspladser – også på mere utraditionel vis
- Mad med høj kvalitet på tallerkenen hos ældre på plejehjem og via kommunens madservice
- En styrket og mere effektiv indsats i kommunens jobcenter, bl.a. i forhold til integration, forløb for ledige og sygemeldte og samarbejdet med virksomhederne
- Vedligeholdelse af kommunens veje, cykelstier og fortove
- Genplantning af alle træer på Svendebjergvej, ny fortovsbelægning og asfalt
- En opdateret analyse af sikre skoleveje og sikre veje til daginstitutioner
- Renovering af svømmehallen i Frihedens Idrætscenter og forundersøgelser til evt. yderligere renovering
- Forlængelse af kommunens samarbejdsaftale med Frivillighedscenter Hvidovre til 2030
Kommunalbestyrelsen ønsker desuden at sætte fart under byudviklingen i Hvidovre, da flere boliger vil kunne give flere skatteindtægter til kommunen, som kan bruges til at sikre velfærden. Derfor skal der også undersøges, om der er behov for at tilføre ressourcer til kommunens trafikområde og plan-, miljø- og byggesagsbehandling.
Hele budgetaftalen for 2027-2030 bliver lagt på hvidovre.dk den 15. september. Budgetaftalen sendes nu i høring hos de høringsberettigede råd, nævn og udvalg, og den endelige vedtagelses af Hvidovre Kommunes budget forventes at finde sted på Kommunalbestyrelsens møde tirsdag den 6. oktober.
Kommunalbestyrelsens partier om budgetaftalen for 2027-2030:
Marie-Louise Jørgensen, Socialistisk Folkeparti:
For os i SF har det været vigtigt, at aftalen har holdt Hvidovre på rette kurs mod en grønnere og mere socialt retfærdig fremtid. Vores fokus har været styrket velfærd, trivsel og tryghed i Hvidovre – ikke mindst for vores børn, unge og ældre. Vi har blandt andet sikret uddannelsesstillinger på dagtilbudsområdet og bedre mad i ældreplejen, og det er vi stolte af. SF har igen gjort en positiv forskel i hverdagen for både borgere og ansatte i Hvidovre Kommune!
Søren Friis Trebbien, Det Konservative Folkeparti:
Vi i Det Konservative Folkeparti tager gerne ansvar, derfor er vi igen i år en del af budgetaftalen. Vi havde gerne ønsket en strammere økonomisk styring, så besparelser i 2029 og 2030 kunne undgås. Vi glæder os over, at aftaleparterne forpligter hinanden, og at vi med denne aftale, finansierer overforbrug indenfor budgetrammen. Vi er ydermere glade for, at vi konkret har fået udvidet flere åbningsdage for hovedbiblioteket, at vi har fået indført deltidspasning i daginstitutionerne og sikret kød og bedre mad til de ældre.
Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti:
Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at lande en bred budgetaftale, hvor vi både tager ansvar for kommunens økonomi og samtidig prioriterer den velfærd, der betyder noget i hverdagen. For Dansk Folkeparti er det særligt vigtigt, at vi holder fast i målet om 75 nye plejeboliger frem mod 2035 og sikrer realistiske budgetter på vores plejehjem. Og så glæder det mig, at vi tager et konkret skridt for at give vores ældre bedre mad, med mulighed for kød hver dag og en udfasning af turbokyllinger. Det handler grundlæggende om værdighed, tryghed og ordentlige forhold for vores ældre.
Finn Blohm, Hvidovrelisten:
Hvidovrelisten er som udgangspunkt tilfreds med budgetaftalen 2027. Vi er tilfredse med at 7 ud af 8 partier og lister sammen tager ansvar for fremtidens økonomi i Hvidovre kommune og at vi i fællesskab de kommende år har fokus på effektiviseringer og eventuelle besparelser for at holde det serviceniveau som vi gerne vil stå på mål for.
Hvidovrelisten vil gerne fremhæve følgende områder:
Vigtige skridt i retning af mere realistiske budgetter på ældreområdet og det specialiserede socialområde. Fastholdelse af Hvidovre Familiehus som permanent tilbud til familier med udfordringer, det giver kontinuitet og tryghed for børn og familier.
Fastholdelse af Frivilligcenteret, der får mulighed for bedre at planlægge langsigtet og bruge kræfterne på at understøtte og udvikle frivilligheden og fællesskaberne i Hvidovre.
Generel fastholdelse af økonomisk tilskud til foreninger og fællesskaber i Hvidovre.
Øget fokus sikre skoleveje, cykelstier herunder flere og bedre lysreguleringer.
Martin Amby, Liberal Alliance:
Hvidovre står over for en økonomisk udfordring, som ikke forsvinder ved at kalde besparelser for effektiviseringer. Derfor er Liberal Alliance tilfredse med, at budgetaftalen åbent anerkender behovet for både flere indtægter, reelle effektiviseringer og – hvis nødvendigt – en politisk prioritering af kommunens serviceniveau. Vi har samtidig sikret investeringer i hurtigere byudvikling, som kan tiltrække nye borgere, styrke skattegrundlaget og skabe fundamentet for fremtidens velfærd. Dertil kommer konkrete liberale aftryk med deltidspladser i dagtilbud, undersøgelse af et friplejehjem, bedre vilkår for erhvervslivet og en mere effektiv beskæftigelsesindsats. Det er ansvarlig politik at investere dér, hvor det skaber varig værdi – og at være ærlig om, at kommunen ikke kan finansiere alle ønsker.
Brian Køster, Radikale Venstre:
Som nyt parti i kommunalbestyrelsen er vi i Radikale Venstre glade for at tage ansvar og være med i en bred budgetaftale hen over midten. Vi er gået konstruktivt ind i forhandlingerne, og det glæder mig, at vi allerede har været med til at sætte et tydeligt grønt aftryk. Med princippet ’bevar eller forklar’ vil vi passe bedre på Hvidovres grønne kvarterer og i højere grad genbruge og renovere frem for at rive ned og bygge nyt. Samtidig vil vi skabe en nem og sikker forbindelse mellem Hvidovre og Bakkeskoven, så flere børn og familier får adgang til naturen og de rekreative områder. Det er konkrete skridt mod et grønnere Hvidovre, hvor vi både tager ansvar for klimaet, byens særlige karakter og hverdagen for dem, der bor her.
Karin Kofod, Enhedslisten:
Enhedslisten er tilfreds med resultatet af budgetforhandlingerne. Ingen har fået alt, men os der blev i forhandlingerne, fik også noget. Især er vi glade for, at skolestarten fik et pædagogisk forsvarligt forløb. Vi tænker, at politisk vil et af vores store punkter, kollektiv trafik, blive understøttet fra Christiansborg før det bliver til et kommunalt projekt.
