Klimaaftrykket i Hvidovre er mindre end forventet

04-06-2026

Mere grøn strøm, fjernvarme og flere elbiler gør den store forskel. Nu skal gode hverdagsvaner, grønne fællesskaber og klimavenlige boformer bidrage til at tage det sidste ryk mod en klimaneutral forstad.

I 2022 fik Hvidovre Kommune en klimaplan. Klimaplan 2045 beskriver, hvordan CO2-udslippet i Hvidovre skal være mindsket med 80 % i 2030, og den sætter som mål, at Hvidovre skal være klimaneutral i 2045. Nu viser det sig, at det går bedre med klimaaftrykket i Hvidovre end forventet tilbage i 2022. Faktisk viser beregninger, at Hvidovre Kommune er foran i forhold til planen om at nedbringe CO2-udslippet. Det skyldes primært tre ting: Der bliver generelt produceret mere grøn strøm i Danmark. Flere har købt en elbil. Og der er godt gang i udrulningen af fjernvarme i Hvidovre.

- Det betyder utrolig meget, at vi allerede er kommet så langt med vores klimamål, og det giver os en solid tro på, at vi også godt kan nå de sidste 20 % inden 2045, siger en glad formand for kommunens Klima-, Miljø- og Teknikudvalg Tina Cartey Hansen. – Og nu skal vi især til at tage mere fat i vores vaner i hverdagen og vores måde at bygge og have boliger på. Vi skal også have fokus på at inspirere og støtte hinanden i grønne fællesskaber, for forskning viser, at det er nemmere at ændre vaner og leve mere klimavenligt, når vi gør det sammen.

Klimaplan 2045 er nu ved at blive revideret, og på baggrund af det input, der bl.a. er kommet fra borgerne via Deltag Hvidovre og det velbesøgte Borgernes Klimamøde tilbage i marts, er der tilføjet to nye temaer: Grønne fællesskaber og Den klimavenlige by. De viser vejen i arbejdet med at tage bedre hånd om gængse forbrugs- og byggevaner og fremme en grønnere livsstil blandt borgerne i Hvidovre.

- Vi skal fortsat have fokus på alle de tiltag, som vi allerede er i gang med – fjernvarme, energibesparelser, grønne transportformer, vedvarende energi – men vores forbrug af fx tøj, mad, og elektronik udleder også rigtig meget CO2, så det skal vi have kigget på. Det samme gælder for vores måde at bygge og bo. Blandt andet skal vi i højere grad renovere bygninger og genbruge materialerne i stedet for bare at rive ned og bygge nyt. Og vi bliver nødt til at komme i gang nu, for vi ved alle sammen godt, at det tager tid at ændre vaner, pointerer Tina Cartey Hansen.

Hun fortæller samtidig, at det var meget tydeligt i forberedelserne til Borgernes Klimamøde og på selve mødet, at mange rigtig gerne vil gøre en forskel for klimaet i deres egen hverdag.

- Der er et stort engagement og en vilje derude, og jeg vil gerne sig kæmpe tak til alle de borgere, der har bidraget med idéer og input til klimaplanen, siger hun.

En rapport med alle borgernes input til klimaplanen ligger på kommunens hjemmeside, så alle kan se den og lade sig inspirere.
Kommunen har desuden indgået en aftale med organisationen Democracy X, der skal hjælpe med at understøtte de lokale grønne fællesskaber og borgernes egen indsats for at leve mere klimavenligt.

Den reviderede Klimaplan 2045 forventes at blive sendt i offentlig høring i slutningen af juni. Den 10. september vil der blive holdt et borgermøde, og så vil alle igen kunne komme med deres input på Deltag Hvidovre.

Democracy X's rapport fra bydelsmøder og Borgernes Klimamøde i marts 2026