Hvidovre Kommune har ni eftertragtede parboliger på to af kommunens plejehjem, hvor ægtepar kan bo sammen, selvom kun den ene har behov for en plejebolig.
Hidtil har reglerne været sådan, at den raske ægtefælle kunne blive boende i parboligen, hvis den plejekrævende ægtefælle døde først. Det har betydet, at en rask ægtefælle kunne blive boende i parboligen i mange år efter den plejekrævende ægtefælles død. Derfor har nogle af de eftertragtede parboliger ikke været til rådighed for nye par, hvor den ene havde behov for en plejebolig.
Ældreudvalget har derfor besluttet at ændre reglerne for nye beboere. Fremover vil en rask ægtefælle, som udgangspunkt ikke kunne blive boende i parboligen, hvis den plejekrævende ægtefælle går bort. Hvis den raske ægtefælle i mellemtiden selv er blevet plejekrævende, vil vedkommende naturligvis får tilbudt en plejebolig.
- Som kommune skal vi først og fremmest hjælpe de borgere, der har størst behov.
Vi ønsker fortsat at kunne tilbyde Hvidovre-borgere, hvor den ene ægtefælle har behov for pleje, muligheden for at fortsætte livet sammen i en parbolig på et af vores plejehjem. I dag er der flere par, der venter på den mulighed. Derfor ændrer vi reglerne, så parboligerne også fremover kommer de borgere med størst behov til gavn, siger udvalgsformand Ivan Fogtmann.
De nye regler gælder for par, der flytter ind i en af de ni parboliger på Krogstenshave eller Søvangsgården fra den 1. juni 2026. Ændringen skal sikre, at parboliger fortsat kan bruges af ægtepar, hvor den ene har behov for en plejebolig. Flere par står i øjeblikket på venteliste, og i enkelte tilfælde er ventetiden tæt på to år.
Hvis den ægtefælle, der har været årsag til visitationen til plejeboligen, går bort, bliver den efterladte ægtefælles indkaldt til en samtale med en kommunal visitator. Her bliver det vurderet, om vedkommende selv har behov for en plejebolig. Hvis ikke skal der findes en anden bolig.
Ændrede regler for parboliger på Hvidovres plejehjem
01-07-2026Nye regler skal sikre, at plejeboliger går til borgere med størst behov.
