Hvidovre tester ny elektrisk metode til bekæmpelse af invasiv plante

07-04-2026

Hvidovre Kommune går som en af de første i Danmark i gang med at teste en ny elektrisk metode til bekæmpelse af den invasive plante pileurt.

Sammen med fire andre kommuner skal Hvidovre afprøve en teknologi, der via elektriske impulser kan ”koge” plantens dybtliggende rødder. En metode, som i blandt andet Holland og England allerede har vist lovende resultater.

– Det her forsøg viser, hvor vigtigt det er, at kommunerne arbejder sammen og handler i tide. Vi har brug for nye løsninger, hvis vi skal stå stærkt over for invasive arter som pileurt. Forsøget giver os mulighed for at teste en innovativ teknologi, der både kan spare ressourcer og beskytte naturen mere effektivt, siger Tina Cartey, formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.

Forsøget gennemføres i samarbejde med virksomheden Care4Natur. Her har medarbejdere i foråret fået flere dages uddannelse i at bruge nyindkøbt udstyr til at sende elektriske impulser direkte ned i plantens stængel, så varmen ødelægger roden.

En invasiv art med store konsekvenser

Pileurt er en af Europas mest problematiske invasive arter. Den kan udvikle rodnet på op til 50 kilo pr. kvadratmeter og sende rødder flere meter ned i jorden. I Storbritannien vurderes planten hvert år at forvolde skader for omkring 250 millioner pund – særligt på bygninger, veje og infrastruktur.

Selvom pileurten endnu er mindre udbredt i Danmark, er kommunerne i forsøget enige om, at der er behov for nye og mere effektive metoder til at forhindre dens spredning.

– Pileurt er en af de mest genstridige arter, vi står overfor, og traditionelle metoder er meget omfangsrige. Derfor er vi glade for at være blandt de første kommuner i Danmark, der afprøver en ny teknologi, som potentielt kan blive et gennembrud i bekæmpelsen af invasive arter, siger Steen Roed, naturmedarbejder i Hvidovre Kommune.

Hurtigere, billigere og mindre belastende

 De eksisterende metoder til bekæmpelse af pileurt er både tidskrævende og dyre. En rydning kan typisk koste mellem 200.000 og 400.000 kroner, mens alternativer som opgravning eller flere års afdækning også kræver store ressourcer.

 Forventningen til den nye elektriske metode er, at den både er billigere og hurtigere end de nuværende løsninger – og samtidig mindre fysisk belastende for medarbejderne.

 Her testes metoden i Hvidovre

 Hver kommune udvælger i år et par områder med forskellig størrelse, så Care4Natur kan teste, hvor metoden er mest effektiv, og hvilken virkning den har på forskellige typer bevoksning. 

I Hvidovre starter forsøget fredag den 10. april i et område bag Åmarken Station.

Husk at man med "Giv et praj” appen eller på hvidovre.dk/givetpraj altid kan gøre kommunen opmærksom på, hvis man støder på invasive arter i Hvidovre.

Disse kommuner er med i projektet

  • Frederikssund
  • Hvidovre
  • Hørsholm
  • København
  • Lyngby-Taarbæk