Få indflydelse på arbejdet med natur, klima og miljø i Hvidovre

20-04-2026

Nu skal Det Grønne Råd sammensættes for perioden 2026-2029, og kommunen inviterer grundejerforeninger, almene boligselskaber og lokale grønne foreninger til at tage plads ved bordet.

Har du lyst til at få indflydelse på arbejdet med natur, klima og miljø i Hvidovre? Og er du medlem af en grundejerforening, en afdelingsbestyrelse eller en lokal grøn forening? Så har du muligheden nu: Hvidovre Kommune åbner for tilmelding til Det Grønne Råd for valgperioden 2026–2029.

I Det Grønne Råd drøfter grønne aktører, borgere og kommunen spørgsmål om miljø, natur og klima. I den seneste periode har emnerne fx været retningslinjer for en træpolitik i Hvidovre Kommune, projektet med naturgenopretning omkring Harrestrup Å i Vigerslevparken og sikre skoleveje.

Det Grønne Råd tager også initiativ til at engagere resten af Hvidovre i den grønne dagsorden, og i den seneste periode har rådet bl.a. stået bag arrangementet Biofolkemødet, som løb af stablen i og omkring Kulturhus Risbjerggaard.
Rådet har også besøgt ARC - Amager Ressource Center - og biogasanlægget ved Køge.

Det Grønne Råd er direkte knyttet til kommunens Klima-, Miljø- og Teknikudvalg, og politikere fra udvalget deltager i møderne. En af dem er formand for udvalget Tina Cartey Hansen. Hun opfordrer relevante foreninger til at melde repræsentanter ind til rådet.

- Hvidovre står over for vigtige grønne valg i de kommende år – og vi kan kun lykkes, hvis vi løfter dem sammen. Det Grønne Råd er stedet, hvor idéer bliver til handling, og hvor lokale kræfter kan sætte retning på vores fælles fremtid. Jeg håber, mange har lyst til at være med, siger hun.

Hver forening kan tilmelde 1 repræsentant samt 1 suppleant.

Det Grønne Råd mødes fire gange om året, og møderne er åbne for alle, der har lyst til at lytte med.

Lokale grønne foreninger, grundejerforeninger og afdelingsbestyrelser, der vil tilmelde sig Det Grønne Råd, skal sende en mail til okv@hvidovre.dk senest den 15. maj.

Har man spørgsmål om tilmeldingen til Det Grønne Råd, kan man kontakte naturmedarbejder i Hvidovre Kommune Steen Roed på telefon: 51 58 78 59.

 

I seneste periode var disse foreninger repræsenteret i Det Grønne Råd:

Forbrugergruppen Vest. Danmarks Naturfredningsforening, Cyklistforbundet, Dansk Ornitologisk Forening, Hvidovre Biavlerforening, Industri- og Grundejerforeningen Avedøre Holme, LO-Storkøbenhavn, Vestvoldens Venner, Friluftsrådet, Hvidovre/Københavns Jagtforening, Landsforeningen til Oplysning om Brænderøgsforurening, Hvidovre Fjernvarmeværkers energisparegruppe, Grundejerforeninger i Hvidovre, Almene boligselskaber i Hvidovre.