En ny analyse har skabt debat om lærernes uddannelsesniveau i den danske folkeskole. Ifølge analysen, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet for Danmarks Lærerforening, skulle Hvidovre have én af landets højeste andele uuddannede undervisere – hele 33,8 procent.
Det tal vækker dog stor undren i Hvidovre Kommune. Efter at have spurgt skolerne viser kommunens egne tal nemlig, at kun 12,1 procent af lærerne – målt i årsværk - er uden en læreruddannelse.
- Vi blev meget overraskede, da vi så de tal, der blev fremlagt. For når vi spørger vores egne skoler, ser billedet meget anderledes ud. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har en åben debat om kvaliteten i vores folkeskoler - men den skal tage udgangspunkt i de mest retvisende tal, siger Sara Benzon, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Hvidovre Kommune.
Store forskelle i opgørelserne
AE’s analyse bygger dels på tal fra 2023, og derudover er også løstansatte tilkaldevikarer talt med i opgørelsen. Det betyder, at fx unge, der er i gang med læreruddannelse og arbejder som vikar med varierede timetal, har samme vægt som en fuldtidsansat lærer i statistikken.
- Når tilkaldevikarer tæller på lige fod med fuldtidsansatte lærere, giver det et skævt billede. Vi anerkender selvfølgelig den store indsats, som vikarer yder, men når man skal vurdere kvaliteten i folkeskolen, er det mere retvisende at se på de lærere, som er fastansat og har ansvaret for undervisningen til daglig, siger Sara Benzon.
Kommunens egen opgørelse viser samtidig, at mere end en tredjedel af de medarbejdere, der tæller som uuddannede i statistikken, faktisk er i gang med læreruddannelsen.
- Vi har mange dygtige medarbejdere, som har kastet sig ud i at tage en meritlæreruddannelse, og vi ansætter også lærerpraktikanter. Vi ser det som en god måde at rekruttere flere lærere til vores folkeskoler. Det er jeg stolt af, fordi det både giver vores elever engagerede undervisere nu og flere færdiguddannede lærere på sigt, siger udvalgsformanden.
Kommunalbestyrelsen prioriterede i sidste års budgetaftale at afsætte 50 millioner kroner til Hvidovres folkeskoler over de næste par år. Midlerne går blandt andet til at styrke undervisningen, opkvalificering af medarbejdere og trivslen på skolerne.
Vi har stadig et ansvar
Selvom kommunens egne tal tegner et mere positivt billede end AE’s analyse, understreger udvalgsformanden, at opgaven ikke er løst:
- Hvis en skole får for mange uuddannede lærere, kan det selvfølgelig være en udfordring for kvaliteten af undervisningen. Derfor er vi hele tiden opmærksomme på udviklingen, og vi arbejder målrettet på at rekruttere, fastholde og uddanne lærere, så vores børn får de bedste rammer, siger Sara Benzon.
- Uanset hvordan man gør tallene op, er vi optaget af én ting: At børnene i Hvidovre møder dygtige, engagerede og kompetente lærere hver dag. Det er fundamentet for både faglighed og trivsel, understreger hun.
FAKTA
- Der er i alt 497,31 fuldtidsansatte - opgjort på årsværk - i Hvidovres 10 folkeskoler
- Heraf er 60,1 ikke læreruddannede – det giver i alt 12,1 %
- 26 af de ikke-uddannede er i gang med en læreruddannelse
- Derudover er der lærere uden lærerbaggund, som har anden relevant uddannelse - evt. akademiske baggrunde.
