Stor undersøgelse af Hvidovreborgernes bevægelsesvaner

08-10-2025

Går du ture? Eller dyrker en idræt i fritiden? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver stillet, når Hvidovre Kommune indgår i den største måling af danskernes bevægelsesvaner.

Fire mennesker står ved et udendørs træningsanlæg ved Kystaagerparken

Vi løber. Vi leger. Vi graver. Vi går. Vi bevæger os hver dag. Og den 8. oktober får 3.000 voksne og 1.700 børn og unge i Hvidovre Kommune et spørgeskema i e-Boks, når ’Danmark i Bevægelse’ for anden gang undersøger, hvordan og hvor meget vi bevæger os.

’Danmark i Bevægelse’ er den største nationale måling af bevægelse herhjemme nogensinde. Ca. 565.000 indbyggere får et digitalt spørgeskema, der blandt andet spørger om, hvad der motiverer os til at komme i gang, og hvilke muligheder vi har for at være aktive dér, hvor vi bor.

- Undersøgelsen handler om os alle sammen i Hvidovre. Om hvordan vi bruger kroppen i hverdagen, og hvad der kan gøre det lettere at være aktiv. Derfor håber jeg, at alle, som modtager spørgeskemaet, vil bruge tid på at udfylde det. For når vi bliver klogere på folks vaner, så får vi også nemmere ved at skabe gode rammer for borgernes sundhed og trivsel her i byen, fortæller borgmester Anders Wolf Andresen.

Det er forskere fra Syddansk Universitet, som står bag arbejdet med den store nationale måling. Og Christel Damgaard, Centerchef for Sundhed og Ældre ser da også undersøgelsen som et vigtigt redskab i arbejdet med at skabe et sundt Hvidovre.

- Besvarelse giver os konkret viden, vi kan handle på. Viden som gør, at vi kan udvikle tilbud, der passer til netop borgernes behov. Det kan være alt fra flere fællesskaber omkring bevægelse til bedre adgang til byens grønne områder, og derfor er svarene så vigtige. De kan hjælpe os med udvikle nye tilbud og se nye muligheder for at skabe en by i bevægelse.

Formålet med ’Danmark i Bevægelse’ er at bidrage til, at flere kan være aktive og deltage i fx idrættens fællesskaber til gavn for deres trivsel og folkesundheden.

Fortæl, hvor meget du bevæger dig og vind 10.000 kr.

Hvis du er en af de knap 5.000 i Hvidovre, som har modtaget spørgeskemaet, og svarer du på det, så indgår du i den nationale lodtrækning om 14 præmier på 10.000 kr. Svarer du på nogle ekstra spørgsmål, er du med i lodtrækningen om yderligere 6 præmier på 5.000 kr. hver.

Fakta om Danmark i Bevægelse 

  • ’Danmark i Bevægelse’ er den hidtil største nationale måling af vores bevægelsesvaner og foregår nu for anden gang. Første gang var i oktober 2020, hvor ca 404.000 spørgeskemaer blev sendt ud.
  • I 2025 modtager ca. 565.000 danskere modtager spørgeskemaet
    - Ca. 320.000 voksne på +15 år, og ca. 180.000 børn på 3-14 år via en forælders e-Boks, og ca. 65.000 voksne, der deltog i undersøgelsen i 2020.
  • Danmark i Bevægelse er finansieret af Nordea-fonden med i alt 29,7 mio. kr. (11,9 mio. kr. i 2020 og 17,8 mio. kr. til 2025-undersøgelsen). Desuden har Syddansk Universitet støttet med 1,5 mio. kr. til 2020-undersøgelsen og 1,8 mio. kr. til 2025-undersøgelsen.

 Læs mere om projektet her (nyt vindue)