En ny landsdækkende undersøgelse viser, at borgernes tilfredshed med Jobcentret i Hvidovre er steget det seneste år. 71 procent af de adspurgte borgere svarer, at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres forløb – en stigning fra 66 procent i 2024. Hvidovre ligger dermed markant over landsgennemsnittet på 61 procent.
Undersøgelsen er gennemført af Kommunernes Landsforening blandt 43 kommuner og måler borgernes oplevelse af jobcentrenes indsats. Hvidovre ligger over gennemsnittet på næsten alle temaer – især når det gælder samarbejde på tværs af afdelinger og modtagelsen af borgerne.
61 procent af borgerne oplever, at afdelingerne arbejder godt sammen om deres forløb – det er det højeste resultat blandt de 43 deltagende kommuner.
Samtidig fremhæver 80 procent, at de i høj eller meget høj grad er blevet taget godt imod, når de har henvendt sig til Jobcentret – både ved fysisk fremmøde og telefonisk.
De positive resultater afspejler en længerevarende indsats for at skabe bedre sammenhæng i borgernes forløb.
Fremgang blandt borgere på sygedagpenge og jobafklaring
Den største fremgang i tilfredsheden ses blandt borgere på sygedagpenge og i jobafklaring, hvor henholdsvis 77 og 76 procent er tilfredse med deres forløb.
Fremgangen kan hænge sammen med, at sagsbehandlerne i højere grad selv kan træffe afgørelser om fx forlængelser, hvilket giver mere smidige forløb og tydeligere kommunikation til borgerne.
Derudover er samtalemodellen blevet ændret, så samtalerne i dag begynder med fokus på beskæftigelse – og først derefter på sygdom eller behandling. Det har gjort dialogen mere fremadrettet og styrket borgernes oplevelse af at blive mødt med blik for deres muligheder.
Borgerne oplever klar kommunikation
De lokale spørgsmål i undersøgelsen peger også på, at kommunikationen mellem Jobcentret og borgerne er blevet bedre. 61 procent af de adspurgte oplever, at den skriftlige kommunikation er tilstrækkelig, relevant og forståelig, mens 62 procent vurderer, at de har haft et passende antal samtaler til at komme tættere på deres job- eller uddannelsesmål.
Formanden for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Silas Fisker, glæder sig over resultaterne, men understreger samtidig, at arbejdet med kvalitet og tillid skal fortsætte:
- Jeg er rigtig glad for, at flere borgere oplever mødet med Jobcentret som positivt, og at Hvidovre ligger over landsgennemsnittet. Det fortæller mig, at de mange indsatser, vi har sat i gang de seneste år, virker – især fokus på bedre samtaler og samarbejde på tværs. Det skal medarbejderne have stor ros for. Samtidig skal vi blive ved med at lytte til borgerne og bruge deres tilbagemeldinger til at udvikle os. Hver procentpoint i tilfredshed repræsenterer mennesker, der føler sig set og hjulpet, og det er det vigtigste, siger han.
Fakta om undersøgelsen
- 71 % af borgerne i Hvidovre er tilfredse eller meget tilfredse med deres forløb i Jobcentret (66 % i 2024)
- Landsgennemsnittet ligger på 61 %
- 43 kommuner har deltaget i KL’s tværkommunale borgerundersøgelse
- 61 % oplever et godt samarbejde på tværs (bedst blandt alle deltagende kommuner)
- 80 % føler sig taget godt imod ved henvendelse
- 61 % oplever klar skriftlig kommunikation
- Svarprocenten i undersøgelsen er 38,6 % i Hvidovre (mod 39,8 % i gennemsnit)