Hvem fortjener Hvidovres erhvervspris?

10-11-2025

Alle kan indstille kandidater, når en lokal virksomhed eller erhvervsperson skal hædres.

Et billede af vinderen af Nytårsraketten 2025, SpyBrew, sammen med borgmesteren og kommunaldirektøren.

Vinderen af Nytårsraketten 2025 blev det lokale bryggeri SpyBrew, som modtog prisen ved Nytårskuren for det lokale erhvervsliv.

Nu kan du igen være med til at sætte spot på de lokale virksomheder og erhvervsfolk, der gør en forskel i Hvidovre. Hvidovre Kommune inviterer alle til at indstille kandidater til erhvervsprisen Nytårsraketten - en pris, der hylder initiativ, engagement og nytænkning i det lokale erhvervsliv.

- Vi har et levende og mangfoldigt erhvervsliv i Hvidovre, og mange yder en stor indsats for både fællesskabet og udviklingen i vores by. Nytårsraketten er vores måde at anerkende nogle af dem, der går forrest, og som inspirerer andre. Jeg håber, at mange benytter lejligheden til at sende en indstilling, siger borgmester Anders Wolf Andresen.

Prisen gives til en virksomhed eller erhvervsperson, der opfylder et eller flere af følgende kriterier:

  • Have udvist socialt ansvar eller lokalt engagement
  • Have fundet nye innovative metoder at udvikle forretningen på
  • Skabt positiv udvikling i Hvidovres erhvervsliv
  • Arbejdet med bæredygtighed, klimaudfordringer eller grøn omstilling

Alle - både borgere, foreninger og virksomheder - kan indstille en kandidat, og man er også velkommen til at indstille sig selv.

Har du en god kandidat, så send en mail til erhvervskonsulent Kaspar Alex Nielsen på kcp@hvidovre.dk. Skriv en kort begrundelse for, hvorfor netop din kandidat fortjener prisen. Frist for indstilling er den 27. november 2025.

Vinderen findes ved afstemning blandt medlemmerne af Hvidovre Erhvervskontaktudvalg, som består af repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen, erhvervsorganisationerne, de faglige organisationer, arbejdsmarkedsuddannelserne og Hvidovre Kommune.

Nytårsraketten uddeles til Nytårskuren for Hvidovres virksomheder og samarbejdspartnere i Kulturhus Risbjerggaard i januar 2026.

Nytårsraketten blev første gang uddelt i 2015 og er gennem årene givet til mange forskellige slags virksomheder.

 

Tidligere modtagere af Nytårsraketten:

  • 2025: SpyBrew
  • 2024: Hvidovre Erhvervsnetværk
  • 2023: State of WOW
  • 2022: Lakrids by Bülow og Lantmännen Schulstad A/S
  • 2021: Computerreparatøren GladTeknik
  • 2020: Ingrediensvirksomheden Chr. Hansen
  • 2019: Anlægsgartnervirksomheden Grøn Entreprise
  • 2018: Cocktailfabrikken Nohrlund
  • 2017: Tømrer- og entreprisevirksomheden Egerbyg
  • 2016: Trykkeriet KLS PurePrint
  • 2015: Elinstallations- og vagtsikringsvirksomheden Elsec