Fri eller fanget: Unge får hjælp til nikotin-stop

06-11-2025

I uge 45 sætter Hvidovre Kommune sammen med ni andre kommuner på Vestegnen og Sydamager ind med information og aktiviteter, der skal støtte de unge i at droppe smøger, vapes og snus.

Mange unge er fanget i afhængighed af nikotin og vil gerne stoppe deres brug. Det er dyrt, det er ufedt at være afhængig og det giver dårlig samvittighed at skjule et forbrug over for forældre og andre voksne. Men det kan være svært at stoppe, når afhængigheden først er trådt ind.

Derfor sætter kommunerne på Vestegnen og Sydamager i uge 45 ind med kampagnen ”Fri eller fanget”, som er målrettet unge i udskolingen og på ungdomsuddannelser. Kampagnen skal oplyse de unge om, at de kan få gratis hjælp til at stoppe deres nikotinforbrug.
Kommunerne samarbejder i forvejen i partnerskabet Klar livet – uden røg og rusmidler, der har som mål at skabe en nikotinfri ungdom.
Den fælles kampagne ”Fri eller fanget” er udviklet med støtte fra Nordea-fonden.

Fællesskaber uden nikotin

Kampagnen skal også bruges til at sætte fokus på fællesskaber uden nikotin. Brøndby IF bakker op om kampagnen, og samarbejdet med fodboldklubben har gjort det muligt at invitere en række skoleklasser – også fra Hvidovre - med på stadion til Brøndbys superligakamp den 9. november.

I Hvidovre besøger kommunens nikotinstoprådgivere de lokale ungdomsuddannelser for at tale med de unge om at kvitte nikotinen og hvor de kan få hjælp til det. Både Hvidovre Ungdomsskole, TEC Hvidovre, Enghøj Gymnasium og FGU Hvidovre får besøg.

Et af de budskaber, som nikotinstoprådgiverne har med til de unge er, at det faktisk er nemt at få hjælp til at komme i gang med et nikotin-stop og at der er mennesker, som kan støtte dig, når du gør dig fri af afhængigheden.
”Bare send en sms med teksten ’nikotinfri’ til 1231, så bliver du ringet op af en rådgiver”, lyder ét af budskaberne.
Det er også en mulighed at ringe til Stoplinien på tlf. 80 31 31 31, og endelig kan man få gode råd til sit nikotinstop på hjemmesiden www.break-up.dk.

Gode råd til forældre

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet guiden ’Tal med dit barn om røg og nikotin’ med gode råd til forældre. Den findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

FAKTA om unge og nikotin

  • 34,8 pct. unge i alderen 15-29 år bruger mindst ét nikotinprodukt dagligt eller lejlighedsvist
  • 50 pct.af de unge, der ryger cigaretter og puffbar har overvejet at stoppe sit forbrug, mens tallet er på 72,3 pct.for snusbrugere.
  • Indenfor de sidste 12 måneder har 25,3 pct. forsøgt at stoppe med puffbarer, 30,7 pct.med cigaretter og 48,1 pct.med snus.