Kom med dit forslag til et slogan til Hvidovrestrategien

28-03-2025

Frem til den 25. april kan alle komme med bud på et slogan, som kan være med til at få Hvidovres nye strategi om velfærd, fællesskab og byens udvikling ud at leve. Skriv dit slogan på deltag.hvidovre.dk

I efteråret vedtog Kommunalbestyrelsen Hvidovrestrategien, som lægger linjerne for, hvordan Hvidovre skal udvikle sig i årene fremover – både i forhold til de fysiske rammer, byudviklingen, velfærd, trivsel, fællesskaber, klima og natur.
Onsdag den 26. marts blev strategien præsenteret for over 100 borgere og repræsentanter for råd, foreninger og bestyrelser, der havde taget imod invitationen til at blive klogere på Kommunalbestyrelsen tanker om byens udvikling.

Til mødet opfordrede borgmester Anders Wolf Andresen også deltagerne til at bidrage med bud på et slogan til Hvidovrestrategien.

- I Kommunalbestyrelsen har vi tænkt, at én af måderne at få Hvidovrestrategien ud at leve, er ved at give den et slogan. Med et slogan mener vi en kort sætning eller nogle ord, der siger noget centralt om pointerne i Hvidovrestrategien eller hvad vi vil med den, forklarede han.

- Vi ved godt, at det ikke er nogen nem opgave at finde på sådan et slogan, og det er jo også derfor, at vi spørger JER.

De forslag til et slogan, som kom til arrangementet den 26. marts, vil lige som dem, der nu kommer ind via hjemmesiden Deltag Hvidovre delt, blive givet videre til Økonomiudvalget til inspiration. Det samme gælder de slogan-forslag, som borgere kom med, da der var åbent hus på rådhuset til juletræstændingen i december.

I løbet af foråret vil politikerne drøfte alle de indkomne forslag og vedtage et slogan til Hvidovrestrategien.

Hvis du vil give et bud på et slogan, skal du gå ind på hjemmesiden deltag.hvidovre.dk (nyt vindue). Her kan du skrive et eller flere slogans, og du kan ved at ”like” også markere, hvilke fem andre slogans, du bedst kan lide.

Du kan bidrage på Deltag Hvidovre til og med den 25. april.