Mandag den 12. maj blev et nyt daghjem åbnet på Plejehjemmet Krogstenshave. 10 nye daghjemspladser vil fremover blive til glæde for 20-25 ældre borgere, som nu har et sted med hygge og aktivitet at komme et par gange om ugen.
Borgmester Anders Wolf Andresen klippede sammen med daghjemsgæst Karen Larsen snoren til de nyindrettede lyse lokaler i daghjemmet, og han glædede sig over, at flere ældre nu får mulighed for at være del af et fællesskab i trygge rammer.
- Det nye daghjem styrker livskvaliteten for en gruppe af vores ældre i Hvidovre. At man kan komme i daghjem nogle gange om ugen kan faktisk hjælpe med til, at man kan leve et godt og aktivt liv og på mange måder bevare den hverdag, man kender og er glad for, sagde han.
Borgmesteren nævnte også, at det netop er et ønske for Kommunalbestyrelsen, at alle i Hvidovre – uanset alder – kan leve et selvstændigt liv med mulighed for fællesskaber. Det er også en del af Kommunalbestyrelsens nye strategi, Hvidovrestrategien.
Daghjemmet vil give endnu mere liv til glæde for beboerne på Plejehjemmet Krogstenshave, og daghjemsgæsterne vil komme til at tage del i hverdagens oplevelser på plejehjemmet – med egne hyggelige aktiviteter og fælles oplevelser med de faste beboere.
På programmet i daghjemmet vil der bl.a. være kortspil, kreative værksteder, bevægelse og udflugter, og gæsterne i daghjemmet får selv indflydelse på hverdagen.
- Daghjemmet bliver JERES sted. I skal være med til at bestemme, hvad vi skal lave sammen, sagde plejehjemsleder Marie-Louise Sharp-Johansen i sin indvielsestale. – Vi ved godt, at det er en forandring for jer at komme fra stille stunder hjemme til et nyt fællesskab her, og vi vil gøre vores bedste for, at det bliver rart. Vi står med åbne arme og varme hjerter til at tage imod jer, og vi ønsker at daghjemmet bliver et sted med ro og liv, plads til minder og nye begyndelser.
Der er venteliste til en plads på et af Hvidovre Kommunes daghjem, og derfor var det en del af Kommunalbestyrelsens aftale om kommunens budget for 2025-2028, at der skal skabes flere pladser på daghjem. Udover de 10 nye pladser på Krogstenshave vil der også blive oprettet to pladser – til 4-6 borgere - i Værestedet for demens på Plejehjemmet Strandmarkshave.