Fra det kommende skoleår kan elever i 8. og 9.klasse komme i juniormesterlære på Holmegårdsskolen. Juniormesterlære er en alternativ og erhvervsrettet afslutning på folkeskolen, der kombinerer undervisning med praktiske aktiviteter. Det er Folketinget, der har besluttet, at kommunerne skal etablere juniormesterlære fra det nye skoleår. Den skal ses som et alternativ til at afslutte folkeskolen på almindelig vis.
Kommunalbestyrelsen godkendte på sit seneste møde, at der etableres juniormesterlære på Holmegårdsskolen. Skolen har selv budt ind – og ligger samtidig godt i forhold til offentlig transport for elever fra andre dele af Hvidovre.
Der har været afholdt åbent hus, hvor 13-14 unge og deres familier deltog, og ved ansøgningsfristen den 15. maj har 12 elever søgt ordningen fra næste skoleår. Det vil være muligt at blive optaget også i løbet af skoleåret.
- Vi har knoklet og bygget et skib, mens vi sejlede for at få det her løbet i gang, så vi kan starte det op til august, som vi ligesom de andre kommuner er forpligtet til, siger Børne- og Uddannelsesudvalgets formand Sara Benzon og fortsætter:
- Jeg er meget spændt på, hvad den her form for skole kan give vores unge.
Det bliver i første omgang den unge selv og familien, der skal forsøge at finde en praktikplads til juniormesterlære-forløbet, der består af undervisning i en stamklasse tre dage om ugen og praktisk læring på en lokal arbejdsplads to dage om ugen. Hvis det viser sig svært for den enkelte unge at finde en arbejdsplads til forløbet, vil skolen hjælpe med det.
Der er sat 1,7 mio. kr. af til det første skoleår med juniormesterlære, et beløb, der bl.a. skal bruge til at aflønne de lærere, der skal undervise juniormesterlære-klassen.
Juniormesterlære starter efter sommerferien
03-06-202512 elever skal prøve kræfter med den nye mulighed på Holmegårdsskolen.
Holmegårdsskolen bliver rammen om den nye juniormesterlære.