Kommunalbestyrelsen i Hvidovre har på sit seneste møde vedtaget Lokalplan 240 for Risbjergkvarteret. Den nye lokalplan fastlægger rammerne for den fremtidige udvikling af kvarteret, som omfatter ca. 950 boligejendomme.
Lokalplanen er resultatet af en grundig proces, der har inddraget både borgere og grundejerforeninger, og som har til formål at balancere modernisering, klimatilpasning og bevarelse af kvarterets karakteristiske grønne og historiske udtryk.
Fremtidens behov
Lokalplanen imødekommer nutidens behov for større boliger og klimatilpasning.
Med lokalplanen bliver der indført en differentieret bebyggelsesprocent alt efter, hvor mange etager man bygger i. For parcelhusene i området gælder, at bebyggelsesprocenten ikke må overstige 25 for byggeri i én etage, mens den for byggeri i én etage med udnyttet tagetage og i to etager ikke må overstige 30 procent.
Hensigten er at sikre mest muligt friareal på ejendommene, så der er bedre mulighed for håndtering af regnvand på egen grund.
Planen indeholder desuden specifikke bestemmelser for beskyttelse og regulering af de mange bevaringsværdige bygninger i området.
Forslaget til Lokalplan 240 har været i offentlig høring, hvor kommunen modtog 58 høringssvar fra borgere, grundejerforeninger og andre interessenter. Kommentarerne har blandt andet omhandlet emner som bebyggelsesprocenter, byggeri i to etager og beskyttelse af bevaringsværdige bygninger.
På baggrund af høringssvarene har Kommunalbestyrelsen besluttet at foretage flere mindre ændringer af lokalplanen. Ændringerne omfatter blandt andet en præcisering af krav til levende hegn, regulering af udendørs belysning og justeringer af reglerne for drivhuse og bevaringsværdige bygninger. Disse ændringer sikrer en bedre afvejning mellem borgernes ønsker og lokalplanens overordnede mål.
Klima i centrum
Den nye lokalplan følger også Hvidovre Kommunes arbejde med klimatilpasning. Lokalplanen begrænser bebyggede arealer for at sikre plads til nedsivning og regnvandshåndtering på egen grund, samtidig med at HOFOR arbejder på at opgradere kloakkapaciteten i området.
Den nye lokalplan erstatter de tidligere byplansvedtægter, som var gældende i området.