Når Hvidovre Kommune den 1. januar får ny kommunalbestyrelse, fortsætter Anders Wolf Andresen (SF) som borgmester, og Søren Friis Trebbien (C) bliver viceborgmester og Marie-Louise Jørgensen (SF) 2. viceborgmester. Det besluttede den nye kommunalbestyrelse på det konstituerende møde tirsdag den 2. december.
- Jeg er glad og stolt over at kunne fortsætte som hele Hvidovres borgmester, og jeg vil bygge videre på det brede samarbejde i Kommunalbestyrelsen, som har fungeret godt og givet nogle gode og bæredygtige resultater i denne valgperiode, siger borgmester Anders Wolf Andresen og fortsætter:
- Det er vigtigt for mig som borgmester, at så mange borgere som muligt kan se sig selv i den politik, der føres på Rådhuset.
I konstitueringen bag Anders Wolf Andresen som borgmester er udover Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Hvidovrelisten, Enhedslisten, Liberal Alliance og Radikale Venstre.
Der er med den nye konstituering ændret i de politiske udvalg for årene 2026-2029. Der bliver bl.a. oprettet et nyt Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalg, og sundhedsområdet bliver flyttet fra Ældreudvalget til et udvalg, der får navnet Social-, Sundheds- og Borgerserviceudvalget.
Fremover vil alle de politiske fagudvalg bestå af fem medlemmer, hvor nogle tidligere havde syv medlemmer. Den eneste undtagelse er Økonomiudvalget, som fortsat vil have syv medlemmer.
Pladserne i økonomi- og fagudvalg og formandsposter i fagudvalgene blev fordelt på det konstituerende møde.
Borgmester Anders Wolf Andresen (SF) er formand for det nye Økonomiudvalg, hvor også Marie-Louise Jørgensen (SF), Søren Friis Trebbien (Konservative), Martin Amby (Liberal Alliance) Mikkel Dencker (Dansk Folkeparti), Finn Blohm (Hvidovrelisten) og Anders Liltorp (Socialdemokratiet) får plads.
Sara Benzon fra SF bliver formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Martin Amby fra Liberal Alliance for By- og Planudvalget og Kenneth Bak fra De Konservative for det nye Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalg.
Tina Cartey Hansen fra de Konservative bliver formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti, for Kultur- og Fritidsudvalget, mens Social-, Sundheds- og Borgerserviceudvalget får Pia Mols fra Hvidovrelisten som formand. Hun skal desuden repræsentere Hvidovre Kommune i det nye sundhedsråd. Endelig bliver Ivan Fogtmann fra Dansk Folkeparti formand for Ældreudvalget.
I forbindelse med konstitueringen blev en lang række andre politiske poster og bestyrelsesposter fordelt. De vil kunne ses i referatet af det konstituerende møde:
Konstituerende møde 2. december 2025