Hvordan kan vi bedst støtte børn og unge i at trives og udvikle sig? Det spørgsmål skal udforskes, drøftes og belyses fra mange forskellige vinkler i det nye dialogforum Sammen om Børnene. Det er et forum, som er nedsat af Kommunalbestyrelsen – ikke for at finde nye konkrete tiltag og løsninger på børne- og ungeområdet i Hvidovre, men for at styrke samtalen og sammenhængen om dét vigtigste i de fleste menneskers liv: Vores børn og unge.
- Formålet med Sammen om Børnene er selve dialogen. Vi skal sætte os sammen for at dele erfaringer, viden, idéer og drømme for vores børn og unges liv og fremtid, fortæller borgmester Anders Wolf Andresen, der fungerer som mødeleder i det nye dialogforum. – Og det skal vi, fordi vi mener, at det er nødvendigt, at vi i fællesskab løfter os op for at få øje på sammenhænge og spor i det kompleks af udfordringer, der kendetegner hverdagen for nogle børn og familier. Vi ønsker, at alle børn og unge i Hvidovre skal have mulighed for et liv med trivsel, udvikling og fællesskaber. Det er ikke noget, vi kan fikse med et snuptag, så derfor er der brug for et forum som Sammen om Børnene, hvor der er plads til eftertanke og tid til at lade dialogen gå i dybden.
Sammen om Børnene beskæftiger sig med 0-18 års området og har fokus på dagtilbud og skole. Dialogforummet er sammensat, så både fagfolk, politikere, forældre, repræsentanter fra Fælles Ungdomsråd og kommunale ledere på børne- og ungeområdet er repræsenteret.
Anders Wolf Andresen glæder sig til dialogen, der foreløbig vil udfolde sig over i alt fire møder i 2025
- Vi kommer med hver vores perspektiver, og det gør vi for børnenes og de unges skyld – ikke for at diskutere og ændre hinandens synspunkter. Vi skal lære af hinanden, blive klogere og finde fælles retning for vores indsats, siger han.
Første møde i Sammen om Børnene finder sted den 10. april i dagtilbuddet Tumlehuset. på Byvej 248D.
Efter mødet kan alle interesserede finde en opsummering af programmet på hvidovre.dk:
Sammen om Børnene
