Tandplejen i Hvidovre fejrede 70 år

02-09-2026

Hvidovres kommunale Tandpleje kunne tirsdag fejre 70 år i borgernes tjeneste. Jubilæet blev markeret med taler, historiske tilbageblik og en reception for medarbejdere, kommunalbestyrelsesmedlemmer og øvrige gæster.

Kristine Arnholdt Thorlacius holder tale inden Borgmesteren får ordet

Overtandlæge Kristine Arnholdt Thorlacius tog ordet til den første tale, hvor hun blandt andet fortalte lidt om tandplejens udvikling gennem tiden. Og hvis man havde lyst til mere historie, så kunne man på en lille miniudstilling læse mere om årene med tandplejen i Hvidovre.

Gennem syv årtier er den traditionelle skoletandpleje blevet til en moderne sundhedstjeneste, som hjælper borgere i mange forskellige aldre og livssituationer. Alt fra de 14.086 børn og unge i alderen op til 22 år til omkring 700 borgere, der modtager omsorgs-, special- eller socialtandpleje.

I dag har Hvidovre Kommunale Tandpleje 56 medarbejdere, som hver dag arbejder for at sikre tryg og professionel tandpleje til kommunens borgere.

Milepæle i Tandplejens historie

1956: Tandplejen i Hvidovre etableres.

1971: Folketinget vedtager lov om kommunal tandpleje for alle skolebørn i hele landet.

1994: Omsorgstandplejen etableres ved lov som en del af den kommunale tandpleje.

2007: Specialtandplejen overføres fra amterne til kommunerne og etableres som en del af den kommunale tandpleje.

2020: Socialtandplejen etableres - vederlagsfri tandpleje til hjemløse og særligt udsatte borgere.

2022: Målgruppen udvides, så tandplejen i dag dækker alle børn og unge under 22 år.

2024: Hvidovre Kommune vedtager politisk at fremrykke det første tandplejebesøg til 1-årsalderen -tidligere 2,5 år.

2025: Hvidovre etablerer egen tandreguleringsklinik for at kunne tilbyde et mere lokalt og sammenhængende tilbud.