Forstadsmuseet inviterer igen til Befæstningsdag på Vestvolden med rundvisninger, aktiviteter og smagsprøver på mad fra tiden omkring 1. verdenskrig.
I år åbner Forstadsmuseet en ny udstilling om Vestvolden som fæstningsanlæg, soldaterne i sikringsstyrken og de mange arbejdere, de såkaldte voldbisser, der var med til at bygge Vestvolden. Udstillingen kan opleves i Fredskrudtsmagasinet.
Brøndbys borgmester Maja Højgaard og Hvidovres borgmester Anders Wolf Andresen deltager i åbningen.
Rundvisninger og aktiviteter
Der er rundvisning på Vestvolden kl. 10.30-11 og igen kl. 12.30-13. Her fortæller museumsinspektør Lisbeth Hollensen om voldanlægget og dets historie.
Hele dagen kan du også smage mad fra tiden omkring 1. verdenskrig og høre om spareråd og madlavning i en krisetid. Der bliver blandt andet serveret erstatningskaffe lavet på cikorie.
For børn er der kreative aktiviteter og en soldater-forhindringsbane.
Praktisk information
Befæstningsdagen finder sted søndag den 27. september 2026 kl. 10.30-14 ved Fredskrudtsmagasinet, Horsedammen 50 i Brøndbyøster.
Det er gratis at deltage, og du behøver ikke tilmelde dig. Der er mulighed for parkering i området.
Aktiviteterne foran Fredskrudtsmagasinet er tilgængelige for alle. Der er ikke rampe ind i selve magasinet, og rundvisningen på Vestvolden er ikke egnet for kørestolsbrugere.