Hvordan kan området omkring Avedøre Station blive tryggere, mere indbydende og rart at opholde sig i – for både seniorer og alle andre generationer?
Det spørgsmål arbejder vi videre med i projektet ’Seniorvenlig By – god for alle generationer’, som nu inviterer borgere, lokale aktører og andre interesserede til en ny workshop om udviklingen af området ved stationen.
Det sker:
- Fredag den 22. maj 2026 kl. 12.00-14.00
- Ved Avedøre Stationsplads (foran Burger Station), Kærgårdsvej 52, 2650 Hvidovre
- Tilmeld dig workshoppen her
Flere ideer i spil
På workshoppen skal vi sammen konkretisere nogle af de idéer, der allerede er kommet på bordet ved tidligere møder – og så skal vi sammen udvikle nye.
Fokus er blandt andet på, hvordan byrummet kan skabe mere tryghed, flere mødesteder og bedre opholdsmuligheder.
På workshoppen skal vi bl.a. tale om:
- Nye mødesteder og opholdszoner.
- Bedre forhold for gående og trafikken, bl.a. mulighed for korttidsparkering
- Oversigtskort og formidling af oplevelser i Avedøre
- En byggeworkshop i samarbejde med de unge fra TEC.
- Aktiviteter og løsninger, der kan skabe mere liv og fællesskab omkring stationen
Workshoppen foregår i en uformel atmosfære. Vi starter med en kort fælles tur rundt i området ved stationen og fortsætter derefter indendørs med dialog og idéudvikling.
Alle er velkomne – uanset om du har været med før eller er helt ny!
