Der var stor interesse for at gå med på en gåtur langs Hvidovres kyststrækning, da kommunen i samarbejde med Is it a bird og Rambøll den 18. juni holdt borgermøde om fremtidens kystbeskyttelse.
- Det var godt at opleve at så mange af de borgere, der har en naturlig interesse i hvordan vi får beskyttet vores kyst, kom og deltog aktivt i er lidt anderledes borgermøde, hvor formålet var, at borgerne fik fortalt os politikere og kommunen, hvad der betyder noget for dem, når vi i de kommende år skal til at se på, hvordan vi kan lave en nænsom kystsikring her i Hvidovre Kommune, siger borgmester Anders Wolf Andresen og tilføjer:
- Jeg færdes selv ofte i området og nyder naturen og havnen, som vi helt oplagt skal værne om.
Formålet med gåturen langs Hvidovres kyststrækning fra Hvidovre Bådelaug til havnen – og det efterfølgende borgermøde på Strandmarkshave Plejehjem var at give de borgere, der bor kystnært mulighed for at dele deres ønsker og prioriteringer, når det kommer til kystbeskyttelse.
For selvom det store kystsikringsprojekt i samarbejde med nabokommunerne vil tage brodden af de vandmængder, vi kan forvente at få ind over os i Hvidovre ved stormflod og andre hændelser med forhøjet vandstand, så bliver kystbeskyttelse noget vi kommer til at forholde os til i fremtiden.
Efter gåturen var der på Strandmarkshave velkomst ved borgmester Anders Wolf Andresen og derefter oplæg fra Morten Beha Pedersen fra kommunens klima- og miljøafdeling om arbejdet med kystbeskyttelse af Kalveboderne. Herefter satte Is it a bird og Rambøll de lokale udfordringer i perspektiv og viste eksempler på løsninger andre steder, før der var mulighed for at stille spørgsmål.
Efter oplæggene var der mulighed for at forholde sig til konkrete områder: Kystager- og Lodsparken, Rørskoven, havnen og Harrestrup Å fordelt på dialogstationer i lokalet. De fremmødte borgere fik også mulighed for at komme med gode råd til, hvad de gerne ser prioriteret. Blandt rådene der blev skrevet på post-its var: ”Kom hurtigt i gang”, ”tænk kystbeskyttelse sammen med støjbekæmpelse” og ”tænk kystbeskyttelse sammen med boliger på eller ved vandet”.
Arbejdet med et lokalt kystbeskyttelsesprojekt fortsætter, og de input, der er kommet ind på borgermødet og i samtaler med borgere og grundejere bliver bearbejdet efter sommerferien, hvor der også bliver holdt opfølgende møder med grundejere og andre interessenter. Derefter skal der laves et idéoplæg til et kommunalt fællesprojekt, der vil blive taget politisk stilling til i slutningen af året.
Præsentation fra borgermøde 18. juni (pdf)
Stor interesse for møde om klimasikring
30-06-2026Omkring 100 borgere deltog i borgermøde, der startede med en gåtur langs vandet
