Det er en del af Hvidovres Klimaplan at mindske CO₂-udledningen fra transport. Nu har du mulighed for at prøve, om bilen skal skiftes ud med en elcykel i din daglige transport.
Vi har 40 elcykler til gratis udlån fra juni til september.
For at du kunne låne en elcykel, skal du:
• Have bopæl i Hvidovre Kommune
• Være fyldt 18 år
• Til dagligt bruge bilen som dit primære transportmiddel
• Have ambitioner om at bruge cyklen minimum tre gange ugentligt
• Ikke tidligere have lånt en elcykel i denne ordning
Tilmeld dig lånecykel-ordningen
Du skriver dig op til en lånecykel via dette link:
https://wheeling.dk/hvidovre-x-wheeling/
Hvis du er en af de heldige, som får mulighed for at låne en elcykel, vil du blive kontaktet direkte af Wheeling.
Elcyklerne vil blive udlånt efter først-til-mølle-princippet. Hvis du ikke bliver tilbudt at låne en elcykel i denne omgang, kan du søge igen, når der kommer en ny tilmeldingsrunde i efteråret.
Vi har som udgangspunkt ikke en venteliste, du kan skrive dig på. Dog hænder det, at borgere springer fra midt i en låneperiode, og for at sikre at flest mulige får glæde af elcyklerne, vil du derfor kunne opleve at blive kontaktet midt i en igangværende låneperiode. Det sker med henblik på at høre, om du er interesseret i at låne en elcykel i en kortere periode end de tre måneder.
Hvorfor er ordningen henvendt til bilister
En stadig større andel af Hvidovres CO₂-udledning stammer fra transport med bl.a. personbiler. For at understøtte den grønne omstilling er elcykelordningen derfor i første omgang henvendt til borgere, som kører i bil.
Hvidovre Kommune vil løbende udregne den CO₂-reduktion, som elcykel-ordningen forventes at bidrage til, samt følge udviklingen i lånernes transportvaner.
5 gode grunde til at låne en elcykel
Når du skifter bilen ud med en elcykel, vil du opleve en række positive gevinster, bl.a.:
• Du får daglig motion, som er godt for helbredet
• Du får mere frisk luft
• Du undgår bilkøerne
• Du er med til at reducere udledningen af CO₂ og bidrager dermed til den grønne omstilling
• Du sparer penge på brændstofforbruget
Hvilken cykel kan jeg låne?
Hvidovre Kommune har indgået samarbejde med cykeludbyderen Wheeling, som har hovedkontor i Hvidovre. Gennem ordningen har du mulighed for enten at låne deres Classic 3 cykel, eller deres herremodel.
Cyklerne er udstyret med bagagebærer, lygter, cykellås samt kurv på Classic 3 modellen. Der følger en oplader med til cyklens batteri.
Det er muligt at låne et barnesæde, hvis du har behov for det.
https://wheeling.dk/shop/
Service og forsikring
Alle cykler er omfattet af en serviceaftale. Hvis der skulle opstå problemer med cyklen under prøveperioden, kontakter du blot Wheeling, som kan komme ud og ordne problemet. Det er også muligt at indlevere cyklen i deres butik på Hvidovrevej 90.
Alle cykler er dækket af en tyveriforsikring. Hvis cyklen forsvinder MED batteriet, vil du blive opkrævet et gebyr på 500 kr.
Afhentning og aflevering
Hvis du er en af de heldige, som får mulighed for at låne en elcykel, vil du blive kontaktet direkte af Wheeling.
Du kan låne cyklen i 3 måneder, og du skal selv hente cyklen i Wheelings butik på Hvidovrevej 90. Du skal aflevere cyklen samme sted indenfor det aftalte tidsrum.
Såfremt du ikke har mulighed for at hente eller aflevere de aftalte dage, skal du kontakte Wheeling for at aftale nærmere.
Efter din låneperiode vil du blive kontaktet af Hvidovre Kommune med henblik på at svare på et spørgeskema. Spørgeskemaet har til formål at undersøge dine oplevelser med ordningen.
Færdselsloven
Du har ansvaret for, at du kører efter Færdselsloven, når du cykler på en elcykel udlånt af Hvidovre Kommune. Vi anbefaler, at du anvender en cykelhjelm.
