Velkomstområde på Rådhuset har fået nyt look

02-02-2026

Borgerservice har fået ny imødekommende indretning.

Da Rådhuset åbnede dørene torsdag den 29. januar, mødte de borgere, der havde en tid eller et ærinde i Borgerservice eller Jobcentret ind til et nyindrettet velkomstområde.

Det velkendte lyserøde look med runde borde og pink stole er afløst af en mere loungeagtig indretning med højryggede blå 2- personers sofaer, der står ryg mod ryg.
Det lange bord med computere på række, som borgere har kunnet bruge, er afløst af enmandsborde med pc’er, der står parvis over for hinanden af hensyn til diskretionen.

For at gøre lokalet mere sammenhænge og åbent er der desuden etableret et glasparti mellem borger-information og kontaktcenter (hvor telefonerne betjenes).

- Vi har gerne villet gøre det mere indbydende for borgerne – og synes også, at det var på tide at få et mere ensartet møblement, fortæller Christina Warlund, leder af Borgerservice.

De lyserøde stole, der nu er skiftet ud – blev indkøbt, da Borgerservice åbnede tilbage i 1993. Andre møbler er kommet til, da jobcentermodtagelsen for 2 år siden blev lagt sammen med velkomstområdet i Borgerservice.

Inspirationen til den nye indretning har Borgerservice bl.a. hentet i andre kommuner, der også ændrer deres indretning til en mere imødekommende stil i de her år.
De højryggede blå sofaer og de andre nye ting er første etape – om 3-4 uger bliver også det område, hvor sagsbehandling af bl.a. pas og kørekort foregår opgraderet.