Der er kommet mange nye nikotinprodukter på markedet, og et stigende antal unge bruger dem. Produkterne indeholder nikotin og kemikalier, som er skadelige – selvom de ser sjove og lækre ud med flotte farver og smage.
Nikotin skader børn og unges hjerner. Konsekvenserne er bl.a. koncentrationsbesvær og øget risiko for angst og depression. Og brug af nikotin i en ung alder øger risikoen for at blive afhængig – også af andre rusmidler senere i livet.
I filmen kan du få gode råd til, hvordan du tager snakken med din teenager om nikotin.
Her er 3 gode råd til at tage snakken med dit barn om nikotin:
1. Hav en holdning
Det gør indtryk på din teenager, når du har en klar holdning. Vær tydelig om, at du tager afstand fra nikotin, så din teenager ikke er i tvivl om din holdning. Fortæl nøgternt og roligt om alvoren og konsekvenserne ved at bruge nikotin – uden at være for belærende. Din teenager lytter sikkert mere til dig, end du tror.
2. Vær nysgerrig
For at kunne hjælpe din teenager, må I kunne tale om nikotin på en åben og tillidsfuld måde. Vis interesse for din teenagers holdninger til og erfaringer med røg og nikotin. Du kan fx spørge: "Hvad får du egentlig ud af at bruge nikotin?" På den måde kan I får en snak, der tager udgangspunkt i din teenagers perspektiv.
3. Stil dig til rådighed
Er man først begyndt, er det svært at blive fri for nikotin. Støt din teenager i at blive fri for nikotin, og spørg ind til, hvordan du bedst kan hjælpe. Fortæl, at der findes gratis hjælp i kommunen, der kan hjælpe med at skære ned eller stoppe helt - og anerkend den unge ved at fx sige ”jeg kan godt forstå, at du ikke bare kan stoppe fra den ene dag til den anden”.
Har du brug for personlig rådgivning fra en af vores stoprådgivere, kan du ringe til Hvidovre Sundhedscenter på tlf.: 36 39 37 37
