Der bliver bedre plads til både fodbold, fællesskab og tredje halvleg på Sønderkær, efter en ny omklædningsbygning onsdag blev indviet ved Rosenhøj Boldklub.
Tilbage i februar blev der holdt rejsegilde, og nu står bygningen færdig og klar til at blive taget i brug af klubbens børn, unge og voksne.
Den nye omklædningsbygning er opført i træ og har solceller på taget. Sammen med den nye kunstgræsbane giver den klubben moderne rammer for både træning og kampe – og for det fællesskab, der opstår omkring fodbolden.
Ved indvielsen glædede borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen sig over de nye faciliteter og over det samarbejde, der har gjort projektet muligt.
For selv om en omklædningsbygning først og fremmest skal bruges til at få fodboldtøj og støvler af og på, er det også her, man mødes før kampen, snakker efter træningen og samler holdet til tredje halvleg.
Bygget med blik for fremtiden
I den 345 kvadratmeter store bygning er der i alt fire omklædningsrum, bad, bolddepot, dommeromklædning og garage til driftsmaskiner. Der er også etableret et 85 kvadratmeter stort overdækket areal ud mod kunstgræsbanen.
I byggeriet er der samtidig tænkt på bæredygtighed. Bygningen er opført i træ, og solceller på taget bidrager til at gøre energiforbruget mere klimavenligt.
De nye faciliteter er dermed også et konkret eksempel på, hvordan kommunens klimamål kan omsættes til handling, når der bliver bygget nyt.
Hvidovre Kommune har gennem hele projektet samarbejdet med Rosenhøj Boldklub, hovedentreprenør ASON, totalrådgiver Kent Pedersen Arkitektfirma og kommunens egne medarbejdere.
Nu er bygningen klar til det vigtigste: at blive fyldt med fodbold, grin og fællesskab.
