Fire projekter forbedrer parkering og trafiksikkerhed i Avedøre

31-08-2026

Stationen, idrætscentret, Avedøre Tværvej og forholdene omkring dagtilbuddene Tumlehuset og Vildmarken er i fokus.

Kommunalbestyrelsen har besluttet at sætte gang i fire projekter, der skal forbedre parkering og trafiksikkerhed i Avedøre. Det sker på baggrund af en analyse af parkeringsforholdene forskellige steder i Hvidovre, blandt andet Avedøre Station og ved daginstitutionerne Tumlehuset og Vildmarken.

Ved Avedøre Station vil lastbilparkeringen blive afskaffet, og der vil blive en tydeligere adskillelse af busser, biler, cyklister og fodgængere, end der er i dag. Det vil give et mere overskueligt og trygt stationsområde.

Ved Avedøre Idrætscenter vil der komme flere parkeringspladser, så udfordringerne med at finde parkering ved fx større arrangementer i idrætscentret, bliver løst. 

Ved Tumlehuset og Vildmarken besluttede Kommunalbestyrelsen at styrke trafiksikkerheden - særligt for cyklister og gående. Men her kommer der ikke flere parkeringspladser.

På Avedøre Tværvej vil antallet af parkeringspladser også blive udvidet, så det bliver nemmere at finde en parkeringsplads, når der bl.a. er aktiviteter på boldbanen.

Pengene til de fire projekter i Avedøre kommer fra Kommunalbestyrelsens parkeringspulje for 2026 og frem. Parkeringspuljen er en del af Kommunalbestyrelsens budgetaftale for 2025-2028, og der blev der afsat i alt 15 mio. kr. til forbedring og udvidelse af parkeringsforholdene i kommunen.