Benny Schumann gæster Cirkusmuseet

28-08-2026

Søndag den 6. september kan du opleve en af dansk cirkus' mest folkekære artister i Fægtesalen.

Benny Schumann indtager Fægtesalen i Avedørelejren med en forestilling fuld af humor, imponerende færdigheder og klassisk cirkuscharme.

Publikum kan blandt andet opleve Benny folde sig ud som klovn, bugtaler, spintallerken-jonglør, tryllekunstner og opblæst akrobat i en forestilling, hvor grin og forundring går hånd i hånd.

Benny Schumann er med sine 81 år en erfaren artist og formidler af den klassiske cirkustradition, og med sit særlige talent for at få publikum med i forestillingen skaber han en oplevelse, hvor både børn og voksne bliver fanget af magien.
Forestillingen med Benny Schumann er en del af Cirkusmuseets festival Ta'daa, som i år markerer museets 25-års jubilæum.

Billet til Benny Schumanns forestilling inkl. entré til museet koster 20,- for børn og 95,- for voksne. Se mere på Museets hjemmeside