I Hvidovre Kommune arbejder vi i disse år målrettet på at blive en endnu bedre by at blive gammel i. Men som navnet på projektet – ’Seniorvenlig By – god for alle generationer’ – antyder, så kommer de gode idéer alle byens borgere til gavn.
Projektet løber over tre år er nu gået ind i det sidste år. En frisk delrapport samler nu op på de erfaringer, der er gjort i fase 2 af projektet.
Her har projektet rykket sig fra teori til praksis, og en række idéer er blevet afprøvet i byens rum – i bymidten, ved Paletten og langs Den Nye Hjertesti.
Og netop det greb har vist sig at være en af de vigtigste læringer. Den gennemgående erfaring er nemlig, at vi først for alvor bliver klogere, når vi prøver tingene af i virkeligheden. Midlertidige afprøvninger giver mulighed for at teste, justere og lære undervejs – og det fører til bedre og mere brugbare løsninger, end hvis man planlægger det hele på forhånd.
Samtidig peger delrapporten tydeligt på, at det ikke nødvendigvis kræver store anlægsprojekter at skabe forandring. Selv mindre greb kan ændre måden, et sted bliver brugt på.
Når der sker noget – hvad enten det er aktivitet, ophold eller fælles oplevelser – så følger menneskerne med. Liv skaber liv.
Vigtigt med borgerinddragelse
En anden central læring er, at borgerinddragelse ikke bare er en god idé – det er en forudsætning for, at løsningerne virker.
I projektet har seniorerne været aktive medskabere, og det har haft stor betydning. Når borgere er med til at udvikle og afprøve løsningerne, bliver de både mere relevante og mere brugte.
Samtidig opstår der et ejerskab, som rækker langt ud over selve projektperioden.
Rammer skal være på plads
Endelig viser erfaringerne, at de grundlæggende rammer skal være på plads, så tilgængelighed og tryghed er afgørende.
Hvis det er svært at komme rundt, eller hvis et område ikke føles rart at opholde sig i, så bliver det ikke brugt – uanset hvor gode intentionerne er.
Fortsætter med flere afprøvning
Skal man samle læringen fra fase 2 helt kort, så er budskabet: Vi skaber de bedste byrum, når vi tester løsninger i praksis, involverer borgerne og skaber aktivitet i øjenhøjde.
I 2026 fortsætter projektet med nye afprøvninger, denne gang i Avedøre, Bymidten og ved Hvidovre Torv og Hvidovre Havn, hvor vi bygger videre på erfaringerne.
Ambitionen er den samme: At udvikle Hvidovre som en by, hvor flere har lyst til at være, mødes og deltage – uanset alder.
Du kan se hele delopsamlingen på fase 2 her (åbner i nyt vindue)
