Der venter Cirkus-publikummet en helt særlig oplevelse, når Cirkusmuseet lørdag den 18. april på den internationale cirkusdag får besøg af jongløren David Sosman.
David Sosman er søn af Isabella Enoch, der i dag har Cirkus Trapez - og som tidligere har drevet Cirkus Dannebrog. Udover den træning David har fået i manegen, har han gået på cirkusskole i Italien, hvor han forfinede sin jonglørkunst.
Han har vundet adskillige internationale priser og laver et show, der vil fange både børn og voksne. David Sosman optræder kl. 13.
Indtil da kan familien selv træde ind i manegen, når Cirkusmuseet byder på cirkusleg fra kl. 10.30-12.30. Her kan du prøve kræfter med jonglering, trapez og meget andet.
Vil du høre om, hvordan David Sosman blev jonglør og hvordan livet som cirkusartist er, så holder han foredrag på Cirkusmuseet kl. 11-12.
Museet åbner desuden en ny udstilling i anledning af Baldonis 25-års jubilæum i år. Baldoni er i dag Danmarks 2. største cirkus. På udstillingen kan du få historien om cirkusset og se fine kostumer og ikke mindst løven Leonardo. På dagen 18. april spiller Baldoni også i Hvidovre, hvor du kan opleve dem ved Friheden kl. 14.
Dagen igennem kan du boltre dig i museets legeunivers eller tage på cirkusjagt.
Der er fri entré til alle aktiviteter på museet. Dagen er arrangeret af Cirkusmuseet i samarbejde med Danske Cirkusvenner.
