Hvidovre har fået en ny Hjertesti – og det fejrer vi søndag den 5. oktober kl. 14.00 med en hyggelig og festlig indvielse.
Den nye hjertesti byder på en tryg og tilgængelig rute, hvor du kan gå ture, nyde naturen og tage en pause undervejs.
Start og mål er ved den runde bænk mellem Hvidovre Sundhedscenter og Rådhuset, hvor den officielle indvielse også finder sted.
På programmet er bl.a.:
- Hyggelig, fælles start med let bevægelse for alle, der har lyst til at være med v/ Hvidovre Atletik og Motion
- Indvielse og kort tale ved borgmester Anders Wolf Andresen
- Gåtur på ”Den nye hjertesti”
- Sjov Hjertejagt på ruten for børn og barnlige sjæle
- Lidt lækkert at spise og drikke
Den nye Hjertesti er en videreudvikling af den eksisterende hjertesti ”Velfærdsruten”, som går forbi en perlerække af byggerier, fra dengang Hvidovre blev forstad og foldede velfærdsdrømmen ud.
De nye ruter er blevet til i tæt samarbejde med engagerede borgere som en del af projektet ”Seniorvenlig By – god for alle generationer”. Det betyder, at to af de fire ruter nu er tilgængelige - uanset om du går med rollator, har barnevogn med, eller bare vil nyde en stille tur uden forhindringer.
Et nyt rutekort gør det desuden endnu nemmere at finde bænke, legepladser, toiletter og kaffesteder undervejs, så både store og små kan få glæde af turen.
Alle er velkomne til indvielsen - så kom og vær med, når vi sammen tager de første skridt på Hvidovres nye Hjertesti.
