13-10-2025

Før efterårsferien blev lågen mellem Præstemoseskolen og Baunevangen ældreboliger lukket. Det betyder, at børnene på Præstemoseskolen ikke som hidtil vil kunne bruge stien til og fra skolen, når de er tilbage fra efterårsferien i næste uge.

Da det er en sti, som elever på Præstemoseskolen har brugt frem og tilbage til skole i mere end 35 år, mener Hvidovre Kommune, at Præstemoseskolens elever har vundet hævd på at bruge stien. Derfor har Hvidovre Kommune krævet, at boligselskabet KAB, som Baunevangens ældreboliger hører under, får genåbnet stien hurtigst muligt.

Hvis det ikke lykkes at få åbnet stien, vil forældrene på Præstemoseskolen blive inviteret til et møde, om muligheden for at finde og etablere alternative skoleveje for eleverne.