Tirsdag den 7. oktober blev Hvidovre Kommunes budget for 2026 og overslagsårene 2027-2029 behandlet for anden gang og endeligt vedtaget i Kommunalbestyrelsen. Det er en enig kommunalbestyrelse, som står bag det kommende års budget, og borgmester Anders Wolf Andresen indledte drøftelsen af budgettet med i sin tale bl.a. at sige:
"Det kræver tid til at lytte, drøfte og finde de rigtige kompromisser – og det er vi endnu engang lykkedes med. Jeg vil gerne takke alle partier og lister for indsatsen.
Årets budgetforhandlinger har vist, at vi kan bøje os i retning af hinanden, diskutere og argumentere – og alligevel stå samlet om et resultat. Det styrker fundamentet for Hvidovres udvikling til gavn for borgere, virksomheder og fællesskaber.
Budgetforliget bygger videre på sidste års langsigtede aftale og vores syv ambitioner i Hvidovrestrategien. Forhandlingsforløbet har været fokuseret og målrettet, og det er lykkedes at blive enige om en fælles retning til gavn for alle byens borgere."
Borgmesteren understregede også, at Hvidovre Kommune bidrager ansvarligt til at overholde kommunernes økonomiaftale med regeringen:
"Det er afgørende at fastholde en ansvarlig økonomisk kurs og balance mellem indtægter og udgifter. Vi har fastholdt målsætningen om 4.000 kr. per borger i kassen, svarende til ca. 220 mio. kr. Uden dette fokus vil investeringer i velfærd og anlæg ikke kunne gennemføres.
Med årets aftale er vi kommet godt på vej, og jeg ser frem til, at vi fortsat fastholder denne ansvarlige retning for Hvidovres udvikling."
På vegne af Kommunalbestyrelsen takkede borgmesteren også alle de borgere, råd og bestyrelser, medarbejdere, ledere og MED-organisationen i kommunen, der har bidraget med input og høringssvar i arbejdet frem til den endelige vedtagelse af kommunens budget.
Du kan høre alle partiernes budgettaler her:
Optagelse af Kommunalbestyrelsens møde den 7. oktober
Budgetmaterialet og budgetaftalen kan ses her:
Budget 2026-2029
Dagsorden/referat fra Kommunalbestyrelsens møde den 7. oktober kan ses her:
Kommunalbestyrelsens møde den 7. oktober 2025
