Hvidovre Kommune er en af fem kommuner, der har implementeret indsatsen Sammen uden vold – Småbørnsforældre i sundhedsplejen. Indsatsen styrker den tidlige forebyggelse af vold i familien og forbedrer støtten til småbørnsfamilier, der lever med voldsomme konflikter eller partnervold.
I indsatsen Sammen uden vold – Småbørnsforældre, som er udviklet af Mary Fonden, Dialog mod Vold, Ole Kirk’s Fond sammen med Albertslund, Glostrup, Helsingør, Hvidovre og Høje-Taastrup Kommuner, er sundhedsplejerskerne i de fem kommuner blevet opkvalificeret til at opspore og rådgive familier med voldsomme konflikter eller vold og henvise dem til relevant hjælp.
En evaluering af indsatsen er netop blevet offentliggjort. Den viser bl.a., at sundhedsplejersker i de fem kommuner over en periode på halvandet år tilsammen har opsporet 181 familier, der lever med voldsomme konflikter eller partnervold. Tidligere fandt kommunerne tilsammen omkring 8-22 familier i en tilsvarende tidsperiode.
Som en del af indsatsen er der i kommunerne også implementeret et konflikthåndteringsgruppeforløb til forældre, hvor det viser sig, at der er voldsomme konflikter, og hvor begge forældre kan og vil arbejde med deres relation.
Ved at sætte ind over for vold og voldsomme konflikter tidligt i barnets liv er der mulighed for at give barnet en mere tryg begyndelse på livet, da en indsats målrettet begge forældre kan fremme større trivsel hos hele familien og derigennem det lille barn.
Læs mere om indsatsen og hele evalueringen hos Mary Fonden her (nyt vindue)
