Elever fra Hvidovres 7. klasser fik mulighed for at udforske, hvad det vil sige at lære gennem praksis, da arrangementet ’Skills 2650’ blev afholdt i Dansborghallen den 27. og 28. maj.
Bag arrangementet stod Ungeenheden i Hvidovre Kommune i samarbejde med Copenhagen Skills, og formålet var at give de unge en legende og eksperimenterende introduktion til erhvervsuddannelsernes særlige læringsformer.
Eleverne deltog i tre forskellige workshops af hver 30 minutters varighed. Her fik de mulighed for at prøve kræfter med opgaver, der minder om det, man møder på en erhvervsuddannelse. Fokus var ikke på, at de unge skulle træffe et valg om fremtiden, men på at vække nysgerrigheden og give eleverne en anderledes oplevelse af, hvordan undervisning også kan foregå.
Arrangementet er en del af en større indsats for at styrke kendskabet til erhvervsuddannelserne i 2025, som er udråbt til ”Erhvervsuddannelsernes år”. Her er der fokus på at gøre det lettere for unge at få et realistisk billede af, hvad det vil sige at tage en faglært uddannelse.
Hvidovre Kommune har allerede flere initiativer, der styrker unges viden om job og uddannelsesveje. Alle elever får fx uddannelses- og erhvervsvejledning fra 7.-10. klasse, og erhvervspraktik er en fast del af udskolingen.
Kommunen holder også hvert år en stor uddannelsesaften for elever og forældre i 8.-10. klasse. Den holdes i år den den 23. oktober på TEC-Hvidovre. Desuden samarbejder kommunen hvert år med lokale virksomheder om at invitere Hvidovres unge til den store virksomhedsmesse ’Mød en virksomhed’. Her kan de unge blive klogere på fremtidens job- og uddannelsesmuligheder. I holdes messen den 30. september på Enghøj Gymnasium. Læs evt. mere om messen på mødenvirksomhed.dk.

