Fokus på faglighed og ny ledelse skal styrke Risbjergskolen

06-05-2025

Risbjergskolen er godt i gang med en målrettet indsats for at styrke undervisningen og sikre endnu bedre resultater for skolens elever. Skolen har i dette skoleår blandt andet haft fokus på 9. årgang, hvor eleverne har fået ekstra støtte gennem to-lærertimer, særlige forløb frem mod afgangsprøverne og et tæt samarbejde med Hvidovre Kommunes læringskonsulenter.

Samtidig er der kommet ny ledelse på skolen, som i tæt samarbejde med både medarbejdere og kommunen arbejder målrettet for at løfte det faglige niveau og sikre en positiv udvikling

Baggrunden for indsatsen er, at skolens karaktergennemsnit ved afgangsprøverne de seneste to år har ligget under det forventede niveau.

For at understøtte skolens faglige udvikling har Hvidovre Kommune nu også iværksat et kommunalt tilsyn med Risbjergskolen. Det sker som en del af kommunens arbejde med at sikre, at alle skoler leverer undervisning og trivsel af høj kvalitet, og betyder ikke, at der er konkrete eller akutte problemer på skolen.

– Det er vigtigt for os at understrege, at der ikke er grund til bekymring hos hverken forældre eller elever. Der er fortsat et godt fagligt niveau på Risbjergskolen, men vi sætter ind nu, netop for at støtte skolen i at blive endnu stærkere. Det handler om at styrke kvaliteten og forebygge, at mindre udfordringer udvikler sig, siger centerchef for Skole og Uddannelse, Ole Møller Laursen.

Som en del af det kommunale tilsyn blev der i marts nedsat en styregruppe bestående af skolens ledelse, udvalgte vejledere og læringskonsulenter fra kommunen. Styregruppen skal inden sommerferien pege på konkrete indsatser og fastsætte både kortsigtede og langsigtede mål for skolens udvikling. Gruppen vil mødes løbende i det kommende skoleår for at følge op på arbejdet.

Ved afgangsprøverne i 2024 lå Risbjergskolens samlede karaktergennemsnit på 7,0, hvor det ifølge ministeriets regnemodel burde have ligget på 7,6.

Skolens resultater ved afgangsprøverne i maj 2026 vil blive brugt til at vurdere, om Risbjergskolen skal afslutte det kommunale tilsyn i efteråret 2026.