Nyt tilbud skal forebygge type 2-diabetes

02-06-2025

Hvidovre Sundhedscenter har til foråret startet et nyt forebyggende forløb for borgere, som er i risikogruppen for at få type 2-diabetes. Noget man kalder prædiabetes.

Nogle af udendørsaktiviteterne kan foregå sammen med Johnny på motionspladsen tæt på Bjerget ved Åmarken Station.

Forløbet har fokus på at give deltagerne viden og redskaber til at leve en aktiv hverdag, hvor man ved at tage sunde valg, giver sig selv de bedste muligheder for at reducere risikoen for at udvikle type 2-diabetes.

Prædiabetes er et forstadie til type 2-diabetes og betyder, at dit blodsukker er højere end normalt. Men ikke så højt, at du har fået diabetes endnu. Ifølge Videnscenter for Diabetes vurderer forskere at ca. 290.000 danskere har præ­diabetes. Men mange er ikke selv klar over det, da præ­diabetes som regel ikke giver fysiske symptomer. Typisk udvikler én ud af fem, som har prædiabetes, type 2-diabetes inden for 5 år. Ifølge Diabetesforeningen er der omkring en halv million danskere, som har prædiabetes.

Forløbet tilpasses den enkelte deltager

For at deltage i Sundhedscenterets forløb skal man have en henvisning fra egen læge. Herefter bliver programmet planlagt med en afklarende samtale med en sundhedsfaglig medarbejder.

Fysioterapeut Johnny Wejlgaard er en af de medarbejdere, man som deltager i det nye forløb, kommer til at møde.

- Der skal så lidt til. Det er små ændringer i hverdagen, som fx mere bevægelse og gode vaner, der kan være med til at bremse udviklingen, så det ikke udvikler sig til type 2-diabetes. Det handler ikke om store træningsprogrammer, men om at finde de små ting, der passer ind i den enkeltes liv. Små skridt, der kan være med til at gøre en stor forskel. Udover en fysioterapeut er der også en sygeplejerske og en diætist tilknyttet prædiabetesforløbet.

Forløbet består fx af forskellige udendørsaktiviteter med fokus på bevægelse. Fælles for aktiviteterne er, at naturen bliver brugt som ramme i øvelser, som skal være med til at forbedre konditionen og øge styrken hos deltagerne. Aktiviteterne foregår med udgangspunkt i området omkring Strandmarkens Fritidscenter herunder Strandengen, Hvidovre Havn og Kystagerparken

Udover de fysiske aktiviteter bliver man som deltager på forløbet også klogere på forskellige emner, der alle handler om emnet sund livsstil – både fysisk og mental sundhed.

Forløbet har løbende optag, og hvis man er interesseret i at være med, så kan man kontakte Hvidovre Sundhedscenter eller sin egen læge.

Læs mere om prædiabetesforløbet på Sundhedscenterets hjemmeside.