Ny tandreguleringsklinik i gang

30-06-2025

Hvidovre Kommunes nye tandreguleringsklinik er nu i gang, og to specialtandlæger er ved at gennemgå alle de børn, der står på venteliste til tandregulering. Gennemgangen skal sikre, at børnene prioriteres efter deres aktuelle behandlingsbehov, inden selve behandlingerne begynder i september, hvor kommunens egen klinik står helt klar.

Det er normal praksis, at børn og unge, der står på venteliste til tandregulering, løbende bliver fulgt og revurderet. Tandstillingen kan ændre sig i takt med, at barnet vokser, og derfor vurderes behovet for behandling igen, inden en eventuel behandling sættes i gang.

Samtidig er Hvidovre Kommune ved at etablere sin egen tandreguleringsklinik, efter at Kommunalbestyrelsen sidste år besluttede, at Hvidovre skulle udtræde af det fælleskommunale tilbud, Tandreguleringen I/S. Beslutningen blev truffet som følge af utilfredshed med de lange ventetider, hvor nogle børn havde ventet op til fem år på endelig vurdering og behandling.

Målet med den nye klinik er en bedre sammenhæng og højere kvalitet i tandplejetilbuddene til børn og unge i Hvidovre.

Undervejs i den nye gennemgang af ventelisten har det vist sig, at mange børn i Hvidovre ikke længere har behov for bøjle, fordi deres tænder har rettet sig af sig selv. Mange forældre og børn bliver lettede over beskeden, mens nogle undrer sig og bliver skuffede.

I takt med at børn vokser, udvikler tandstillingen sig, og det er helt naturligt, at nogen vokser sig ud af et behov for tandregulering. Erfaringer viser, at det gælder for op mod 20-25 procent af de børn, der tidligere blev vurderet til at skulle have bøjle. Derfor opfylder en del børn på ventelisten ikke længere Sundhedsstyrelsens faglige kriterier for bøjlebehandling.

- Det er jo en god nyhed, når et barn ikke har brug for bøjle alligevel, for det betyder, at tandstillingen er blevet bedre helt af sig selv. Men vi forstår også godt, at det kan være frustrerende at få en anden besked, end man måske havde forventet - især efter mange år på venteliste. Men vurderingen baserer sig altid på barnets aktuelle behov, og vi kan kun tilbyde behandling, hvis der er et reelt funktionelt behov, siger Hannah Ilima Packness Wilson, chef for Center for Børn og Familier i Hvidovre Kommune.

Hun understreger, at vurderingen sker efter Sundhedsstyrelsens kriterier, og at samme vurdering ville være blevet givet, hvis barnet stadig var tilknyttet den fælleskommunale tandregulering.

Klare kriterier for behandling

Sundhedsstyrelsen har fastsat klare nationale kriterier for, hvornår børn kan få bøjlebehandling i det offentlige. Det handler om funktionelle problemer, fx hvis tandstillingen påvirker bidfunktion, tygning, tale eller mundhygiejne.

Men hvis tandstillingen alene vurderes som et kosmetisk problem, må kommunen ikke tilbyde behandling. Ønsker man at få rettet tænderne af æstetiske grunde, skal det ske gennem privat tandlæge og for egen regning.

– Det kan føles urimeligt, når et barn har en tandstilling, der måske ser skæv ud, men som fagligt ikke kræver behandling. Det er dog den lovgivning, vi som kommune er forpligtet til at følge, forklarer Hannah Ilima Packness Wilson.

Løbende opfølgning

Selvom et barn ikke opfylder kriterierne for bøjlebehandling nu, betyder det ikke, at sagen er lukket. Kommunens tandpleje følger fortsat barnets tandstilling frem til barnet fylder 22 år. Opstår der på et senere tidspunkt et funktionelt behov, kan bøjlebehandling igen blive en mulighed.

Læs mere om Sundhedsstyrelsens kriterier for tandregulering her:

Bekendtgørelse om tandpleje