Musiklokale med bedre akustik og lys indviet

23-06-2025

Musiklokalet på Avedøre Skole blev mandag morgen indviet med musik af bl.a. elever fra 1.A og en dygtig ukrainsk elev.

Mandag morgen indviede Avedøre Skole det nyrenoverede musiklokale. Lokalet er sat i stand med respekt for den oprindelige stil, og har bl.a. fået bedre akustik og lys.

Ved indvielsen deltog bl.a. 1.A, der testede lokalet af ved at synge to sange. Skoleleder Sille Madsen og formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Sara Benzon holdt taler, og sidstnævnte sagde bl.a.
- Det er ikke noget HELT nyt og anderledes – det er stadig det gode gamle musiklokale. Det har bare fået et tiltrængt løft.
Og helt ærligt: Jeg må sige, at jeg er glad for, at I passer på historien og sjælen her på jeres gode gamle skole. Det er vigtigt, for det giver ro, når man skal lære og have det godt, at alting ikke bliver helt nyt.

Efter talerne spillede Maksym, der afslutter 9. klasse i år, to stykker på musiklokalets klaver. Maksym er ukrainsk flygtning og begyndte at spille klaver for 2 år siden.
Han spillede et stykke af en ukrainsk komponist Myroslag Skoryk og et stykke af Franz Liszt for de fremmødte.