Beboere kom med input til ny lokalplan

23-01-2025

Vil passe på helheden, historien og sjælen, når rammerne sættes for område i Hvidovre Nord.

Luftfoto fra 1946 af området ved Planteheldvej, Ladefyldvej og Ørager

Luftfoto fra 1946 af en del af området, som der nu skal laves en ny lokalplan for.

Beboerne i et område mellem Planteheldvej og Femagervej i Hvidovre Nord var mandag den 20. januar inviteret til et møde, hvor de kunne komme med input til en kommende ny lokalplan - Lokalplan 153, som dækker det område, de bor i.
På mødet fortalte leder af Forstadsmuseet Bitten Larsen historien om kvarteret, som var en del af udstykningen af jordene omkring Holmegården tilbage i 1930’erne.

Arkitekt Dorthe Brogård fra firmaet Planværkstedet, som hjælper Hvidovre Kommune med arbejdet med den kommende lokalplan, fortalte om sine observationer i forhold til bl.a. områdets arkitektur og beplantning og kom med nogle bud på, hvorfor det er vigtigt med en lokalplan.

”I har godt nok nogle arkitektoniske perler liggende, som I skal passe godt på. Og samtidig vil man gerne sætte sit præg på sit hus, når man bygger til og om. Så hvilken ramme skal det foregå indenfor?”, spurgte hun, inden mødets deltagere gik ud i grupper for at drøfte disse spørgsmål:

Hvad ser du som områdets værdier?
Hvad er vigtigt at passe på?
Hvad skal lokalplanen give mulighed for?

Svaret på disse spørgsmål var samlet set, at beboerne ønsker at bevare det grønne udtryk i deres kvarter; at der skal passes på områdets sjæl, karakter og helhed – og at det er vigtigt at tænke på, hvad der kan gøres i forhold til klimatilpasning.

Med beboernes input i rygsækken skal Planværkstedet og Center for Plan og Miljø nu i gang med at udarbejde et forslag til Lokalplan 153, som forventes klar til politisk behandling i løbet af 2025.