Ny lov giver mulighed for at modernisere Køge Bugt Strandpark

07-02-2025

En ny anlægslov baner nu vejen for, at Hvidovre og de øvrige strandparkkommuner kan modernisere og fremtidssikre Køge Bugt Strandpark.

Den nye anlægslov blev præsenteret fredag ved Greve Marina med deltagelse af bl.a. miljøminister Magnus Heunicke, kulturminister Jakob Engels-Schmidt, minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin samt repræsentanter for de fem kommuner bag Køge Bugt Strandpark.

Med en ny anlægslov får kommunerne bag Køge Bugt Strnadpark større frihed til at forbedre faciliteterne i det populære naturområde, så det fortsat kan være et attraktivt rekreativt tilbud for borgere og besøgende.

Køge Bugt Strandpark blev anlagt for 45 år siden og er i dag et af Vestegnens mest besøgte naturområder. Men mange af faciliteterne trænger til en opdatering. Med den nye lov bliver det muligt at udvikle strandparken på en række udvalgte områder, så den kan imødekomme borgernes ønsker og behov.

En modernisering af strandparken vil blandt andet kunne betyde etableringen af flere cafeer, foreningslokaler og nye toiletfaciliteter.

Lovforslaget muliggør også en forbedring af forholdene for vinterbadere, der vil kunne se frem til flere saunaer, ligesom friluftsmennesker, der nyder strand- og vandsport, blandt andet kan få mulighed for at låne udstyr i en grejbank eller overnatte i shelter.

Med den nye lov er rammerne på plads, og Hvidovre Kommune ser frem til at arbejde videre med konkrete planer for at forbedre strandparken til glæde for borgerne.

- Det er fantastisk, at vi nu får mulighed for at udvikle Strandparken endnu mere. Blandt andet kan vi udvide vores pumptrackbane, så endnu flere børn og unge kan få glæde af den, og vi kan etablere et klubhus samt en naturlegeplads. Det bliver et stort plus for Hvidovres borgere, som får endnu flere muligheder for at nyde naturen og de rekreative tilbud i vores fantastiske strandpark, siger viceborgmester Søren Friis Trebbien, der deltog ved et pressemøde fredag, hvor det nye lovforslag blev præsenteret.

Lovforslaget har til formål at muliggøre, at Brøndby, Greve, Hvidovre, Ishøj og Vallensbæk Kommuner på et antal nærmere afgrænsede arealer kan modernisere Køge Bugt Strandpark for at give bedre muligheder for vand-, kultur- og landskabsaktiviteter. Det glæder borgmester Anders Wolf Andresen.

- Det nye lovforslag giver os mulighed for at udvikle Strandparken med fokus på risikoen for fremtidige oversvømmelser. Samtidig åbner det døren for at udvikle det kunstigt anlagte kystområde på en måde, der både beskytter og styrker vores kystlandskab, så vi kan skabe plads til nye aktiviteter og fællesskaber. Det er et vigtigt skridt i vores arbejde med at sikre en bæredygtig udvikling af vores kystområder, siger han.

Lovforslaget muliggør en modernisering og udvikling af Køge Bugt Strandpark, som den har brug for, lyder det fra minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V).

- Det er med til at sikre, at strandparken kan blive ved med at være et unikt og stærkt natur- og fritidstilbud for områdets mange borgere og til borgere fra resten af regionen, som allerede i dag nyder godt af områdets mange tilbud. Derudover glæder det mig, at lovforslaget giver kommunerne større frihed, da det fjerner nogle lovmæssige bindinger, der ellers ville forhindre kommunerne i at udvikle strandparken i den retning, de ønsker, siger Morten Dahlin (V).

Se mere om Strandparken og planerne for modernisering her

Læs hele det nye lovforslag her

Læs regeringens pressemeddelelse om anlægsloven her

Oversigt over de steder, kommunerne bag Køge Bugt Strandpark vil kunne udvikle med den nye anlægslov.