Mødtes med minister om ældreloven

05-02-2025

Ledere fra ældreområdet i bl.a. Hvidovre Kommune drøftede muligheder og udfordringer med den nye lov.

Ældreministeren til møde med ledere på ældreområdet i 11 kommuner, bl.a. Hvidovre Kommune

Ældreministeren til møde med ledere på ældreområdet i 11 kommuner, heriblandt Hvidovre Kommune

Hvad betyder den nye ældrelov for kommunernes arbejde? Hvad kommer den til at betyde for den enkelte borger?

Det var de overordnede spørgsmål, som blev stillet, da ledere og medarbejdere fra ældreområdet i 11 kommuner for nylig mødtes for at drøfte ældreloven, som træder i kraft den 1. juli i år.

Hvidovre, Tårnby og Vallensbæk kommuner havde værtskabet for mødet, og ifølge chef for Sundhed og Ældre i Hvidovre Kommune, Christel Damgaard, havde det stor værdi at mødes.

”Vi drøftede bl.a. fremtidens styring i ældreplejen for at finde løsninger på tværs”, siger hun. ”At arbejde med selvbestemmelse og frisættelse kræver en omstilling og anderledes mindset for os som ledere og medarbejderne. Her er det godt at finde fælles løsninger, der i sidste ende kommer borgerne til gavn.

Ældreminister Mette Kierkgaard deltog i arrangementet og fortalte om den nye ældrelov. Blandt andet fremhævede hun, hvordan den nye lov er baseret på de tre kerneværdier: Selvbestemmelse, Tillid til medarbejdere og ledelse og Samspil med pårørende, civilsamfund og lokale fællesskaber.
Ældreministeren forklarede, at den nye ældrelov sætter rammerne for kommunerne, og at kommunerne ud fra dem kan finde løsninger, som giver mening lokalt.

”En af ministerens pointer var, at samspillet mellem kommunen og de frivillige organisationer kommer til at betyde mere i fremtiden, og derfor glæder jeg mig over, at vi i Hvidovre allerede sat mange gode tiltag i gang, som understøtter den nye ældrelov, via kommunens budget for 2025-2026. Vi har desuden en rigtig god dialog i kommunen og med borgerne – bl.a. gennem Seniorrådet og Bruger- og Pårørenderådet”, siger Christel Damgaard.

På mødet mellem de 11 kommuner var der bl.a. oplæg om sammenhængende omsorgs- og plejeforløb, ledelse af tværfaglige faste teams, det økonomiske blik på den nye ældrelov og den generelle udvikling på ældreområdet. Mellem oplæggene var der tid til, at kommunerne kunne drøfte erfaringer, idéer og mulige løsninger for fremtiden.