Har du husket at rottesikre din terrasse og småbygninger?

29-04-2025

Det er billigere at forebygge rotter end at reparere, når de først har været på besøg.

Rotte

Rotter bygger reder på tørre steder, og derfor elsker de vores overdækkede arealer som fx hævede terrasser.  Der er også ofte problemer med rotter i forbindelse med skure, legehuse osv. – kort sagt steder, der ikke har et støbt fundament.

Det er din pligt som grundejer at sikre din ejendom mod rotter. Derfor er det vigtigt, at du gør en indsats for at begrænse rotternes levemuligheder mest muligt.

Her kan du læse om, hvordan du kan sikre dig, at rotterne ikke flytter ind på din ejendom:

• Brug volierenet eller eternitplader.
• Volierenettet vinkles 90 grader, så sikringen går 5 - 10 cm ned i jorden og 60 cm ud fra terrasse eller bygning. Maskestørrelsen skal maksimalt være 2 x 2 cm men gerne mindre, da rotter kan komme igennem huller svarende til en 2-krone. Hvis du også vil sikre mod de fleste mus, skal maskestørrelsen ikke være større end 0,5 x 0,5 cm.
• Sikring med eternitplader skal gå langs hele terrassens eller bygningens kant og 60 cm ned i jorden.
• Små skure, som ikke sikres med net eller plader, skal gerne ligge frit og hævet minimum 30 cm over jorden eller populært sagt, så en kat kan komme under. Så kan rotter ikke søge ly bagved og nedenunder.
• Det vil være en god ide at sørge for plads til inspektion under en hævet terrasse. Det kan være i form af en lem, der kan åbnes. Uden mulighed for inspektion under terrassen kan du risikere at skulle bryde terrassen op i forbindelse med bekæmpelse af rotter.

Husk, at alle har pligt til at anmelde rotter – også når det ikke er hjemme hos dig selv.

• Hold øje med tegn på rotter og anmeld dem med det samme, så kommunen kan sætte en effektiv bekæmpelse i gang hurtigt. Tegn på rotter er fx huller i plænen, ekskrementer og gnavemærker i træværket.
• Det er kommunens pligt at bekæmpe rotterne. Rottebekæmpelsen er betalt på forhånd, og du vil derfor ikke modtage en regning for bekæmpelsen.
• Du skal anmelde rotter på borger.dk eller her på kommunens hjemmeside.

Hvis du vil vide mere om kommunens rottebekæmpelse, kan du her på hjemmesiden finde flere gode råd til rottesikring, kommunens handlingsplan, lovgivningen og anden information. Læs også mere på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Hvidovre Kommunes information om rotter og rottebekæmpelse

Miljøstyrelsens information om rotter