Den 24. april kl. 9.30 – på Danmarks nationale Klimahandledag - åbner Byttebiksen på Brostykkevej 100.
Det er Kommunalbestyrelsen, der har besluttet at sætte den nye byttecontainer op for at give Hvidovres borgere endnu bedre mulighed for at genbruge ting og sager i stedet for at smide dem ud.
Byttebiksen er en døgnåben container, hvor man kan bytte eller donere brugte ting til andre, der kan bruge dem. Det kan fx være bøger, glas, porcelæn, nips eller mindre haveredskaber. Møbler og større ting kan gives til Hvidovreforeningernes Genbrugshal. Tøj, storskrald og affald – både almindeligt og farligt skal ikke afleveres i Byttebiksen.
Byttebiksen er et supplement til andre genbrugstilbud i Hvidovre - bl.a. Hvidovreforeningers Genbrugshal på Høvedstensvej og byttecontaineren på genbrugspladsen på Avedøre Holme. Den er et forsøg, som løbende bliver evalueret. Om et år vil kommunen lave en endelige evaluering af ordningen.
Når vi genbruger frem for at købe nyt, bliver der sparet ressourcer – fx vand, strøm og materialer – som ellers bruges til at producere nye varer. På den måde bliver der også udledt mindre CO2, og det er godt for klimaet.
Det er ét af temaerne i Hvidovre Kommunes Klimaplan 2045, at vi skal mindske affald og genbruge mere.
Klimaplanens mål er at mindske CO2-udledningen i Hvidovre med 80 % i 2030, og at Hvidovre skal være helt CO2-neutral i 2045.
I kommunens affaldsplan et af emnerne også: ”Hvordan får vi genbrugt mere?”.
Bliv klogere på Klimaplan 2045 og Hvidovre Kommunes affaldsplan her:
