Fremover vil virksomheder i Hvidovre skulle betale mere for miljøtilsyn.
Prisstigningen skyldes nye regler fra Miljøstyrelsen, som betyder, at alle kommuner fremover skal opkræve fuld brugerbetaling for arbejdet med miljøtilsyn og miljøgodkendelser.
Tidligere har taksten for miljøtilsyn været fastsat centralt og været ens i alle kommuner. Den dækkede dog kun en mindre del af kommunernes udgifter til opgaven. Resten blev finansieret via kommunal finansiering og i mindre grad statslige midler.
Med de nye regler skal kommunerne fremover selv fastsætte en årlig timetakst, som dækker alle omkostninger ved arbejdet med miljøtilsyn og miljøgodkendelser. Det gælder både de direkte udgifter – fx medarbejdernes tid – og indirekte udgifter som IT, husleje og administration.
I Hvidovre Kommune er timetaksten for 2026 fastsat til 1.333 kr. pr. time. Taksten bliver genberegnet én gang om året for at sikre balance mellem udgifter og indtægter.
Den konkrete udgift vil variere fra virksomhed til virksomhed og afhænger blandt andet af virksomhedens størrelse og type, hvor komplekse miljøforholdene er, og hvor ofte der er behov for ændringer eller nye miljøgodkendelser. Jo bedre virksomheden er forberedt, desto hurtigere kan tilsynet gennemføres.
Udgiften afspejler ”forureneren‑betaler‑princippet”: Jo mere miljøbelastning eller behov for myndighedsarbejde, en virksomhed giver anledning til, desto højere bliver virksomhedens udgift.
Hvem skal have miljøtilsyn?
Kommunen fører miljøtilsyn med virksomheder, der kan påvirke miljøet – for eksempel gennem affald, kemikalier, støj eller udledning til luft og vand.
Eksempler på virksomheder, der typisk får miljøtilsyn, er autoværksteder, produktions- og industrivirksomheder, større fødevareproduktion eller virksomheder der håndterer kemikalier.
Mange virksomheder som kontorer, butikker eller servicevirksomheder uden miljøpåvirkning får normalt ikke miljøtilsyn.
Det er kommunen, der vurderer, hvilke virksomheder der er omfattet af miljøtilsyn. Det er typisk, hvis virksomheden har en miljøgodkendelse eller tilhører en branche, som kommunen skal føre tilsyn med. Hvis din virksomhed er omfattet, vil kommunen normalt kontakte dig, inden der gennemføres et tilsyn. Der foretages dog også uanmeldte tilsyn.
Hvad dækker et miljøtilsyn?
Når kommunen fører miljøtilsyn, er formålet at sikre, at virksomheder overholder miljølovgivningen og forebygger forurening. Samtidig er tilsynet en mulighed for dialog og vejledning.
Et tilsyn kan blandt andet handle om:
- håndtering og sortering af affald
- opbevaring og brug af kemikalier
- overholdelse af støjgrænser
- udledning af spildevand og luft
Selve tilsynsbesøget varer typisk 1-2 timer, mens større eller mere komplekse virksomheder kan kræve længere tid. Efter besøget følger sagsbehandling, hvor der udarbejdes en tilsynsrapport og eventuelt følges op på forhold, der skal ændres.
Hvidovre Kommune gennemfører hvert år mindst 58 planlagte miljøtilsyn hos virksomheder, derudover opfølgende tilsyn efter behov samt enkelte uplanlagte tilsyn. Tilsynene vælges efter en risikovurdering.
To gebyrer ved samme besøg
Når kommunen udfører et miljøtilsyn, gennemføres der samtidig et affaldstilsyn. Derfor modtager virksomheder typisk to separate regninger - én for miljøtilsynet og én for affaldstilsynet.
På landsplan forventer Miljøstyrelsen, at de nye regler samlet vil øge virksomhedernes udgifter til miljøtilsyn.
Du kan læse mere om miljøtilsyn på Hvidovre Kommunes hjemmeside.
Har du spørgsmål til miljøtilsyn eller til de nye regler, er du altid velkommen til at kontakte kommunens miljøafdeling på miljo@hvidovre.dk.
Formålet med tilsynene er fortsat at sikre gode miljøforhold – og samtidig hjælpe virksomhederne med at overholde reglerne.
