Sommertræf 2026: Mærk Hvidovres iværksætterånd

26-05-2026

Sidste år blev Sommertræffet holdt på Nordlund Vingård - i år er det i Kulturhus Risbjerggaard.

Hvordan styrker vi sammen rammerne for entreprenante virksomheder, der er med til at skabe vækst og udvikle Hvidovre?

Det spørgsmål tager vi fat på, når Hvidovre Kommune inviterer lokale virksomheder til Sommertræf onsdag den 17. juni.

Årets Sommertræf er en oplagt mulighed for en uformel snak med nabovirksomheden, mens vi dykker ned i iværksætterånden i Hvidovre. Vi følger rejsen fra de første krøllede idéer i klasselokalet til de virksomheder, der vokser sig store og sætter aftryk langt uden for kommunegrænsen.

Sammen sætter vi spot på, hvordan det lokale erhvervsliv er med til at skabe liv, arbejdspladser og udvikling i kommunen - og hvordan vi bevarer nysgerrigheden og drivkraften, når virksomheden vokser sig større.

Tilmeld dig sommertræffet her

Inspiration fra lokal ”løve”

En af dagens særlige gæster er Tahir Siddique, som mange vil kende fra tv-programmet Løvens Hule. Tahir startede selv sin iværksætterrejse i Hvidovre og vil dele sin personlige fortælling om vejen fra Enetpulse til LiveScore - med både succeser, udfordringer og de erfaringer, han har taget med sig undervejs.

Programmet byder også på perspektiver fra borgmesteren og skarpe ”live pitches” fra lokale iværksættere, der giver deres bud på, hvordan vi skaber endnu mere liv i både bymidter og erhvervsområder.

Networking og sommerstemning

Selvom indholdet er skarpt, er formen afslappet. Det vigtigste ved Sommertræffet er nemlig det, der sker mellem programpunkterne: Den gode snak med nabovirksomheden og de nye forbindelser, der opstår over en kold drink.

Vi sørger for lokale smagsoplevelser og live musik, der sætter den rette stemning til en hyggelig eftermiddag i Kulturhus Risbjerggaard.

Sommertræffet er for alle virksomheder i Hvidovre – uanset størrelse og branche.

Så tag gerne en kollega under armen og vær med til en eftermiddag fyldt med inspiration, gode samtaler og nye forbindelser i det lokale erhvervsliv.

 

Praktisk information

  • Tid: Onsdag den 17. juni 2026 kl. 15.00–17.00 (Dørene åbner kl. 14.30)
  • Sted: Kulturhus Risbjerggaard (Strungesalen), Hvidovrevej 241
  • Tilmelding: Tilmeld dig Sommertræf 2026 her - det er ganske gratis at være med